Mit ugebrev i denne uge er lidt anderledes, end det plejer at være.

Skriver de Radikale i deres pressemeddelelse fra Margrethe Vestager -Og fortsætter
Tine, som bor i Odense, har skrevet det. Jeg har valgt at bruge hendes beretning som et eksempel på de mange tusinde danskere, hvis ægtefælle kommer fra et andet land.

De er dybt berørt af regeringen og Dansk Folkepartis indgreb i forholdet mellem to mennesker i et ægteskab.

Hermed en historie fra virkeligheden:
Kære Danmark – må min datter få et stykke citronmåne?
Jeg er dansk. Jeg er født og opvokset her, har etnisk danske forældre samt har en kandidatgrad fra et af vores universiteter (godt nok ikke et af verdens 20 bedste, for det findes jo ikke i Danmark).Jeg har et godt job, betaler min skat og har i det hele taget ikke givet det danske samfund problemer. eller har jeg?

For jeg har jo begået den forbrydelse at forelske mig i en udlænding.

Det er godt nok 10 år siden og før reglerne i Danmark blev så utroligt elitære, at de færreste danskere opfylder dem.

Men burde jeg måske allerede dengang have forudset at min mand ville blive mindre og mindre velkommen i Danmark?

Min dejlige dejlige mand har en universitetsgrad fra hans hjemland og yderligere en cand. merc., som han har taget her i Danmark.

Han taler flydende dansk og har bestået flere danskprøver end Dansk Folkeparti kræver.

Han taler ligeledes engelsk på forretningsniveau og har lavet meget frivilligt arbejde på universitetet både i personaleafdelingen og for en studenterorganisation.

Vi har boet i Danmark i syv år, har købt hus her og har en lille datter.

Vi har altid forsørget os selv og aldrig bedt om noget, men min mand kan ikke få permanent opholdstilladelse, fordi han ikke pt. har et job.

Han er blevet færdig med sit studie lige midt i krisen, og som udlænding står man altså bagerst i køen, når det gælder de få jobs, der er i Danmark lige nu. Praktikpladser og job med løntilskud som hans selv har skaffet, tæller ikke med på pointtavlen.

Hvordan kan man mene, at et pointsystem er et pointsystem, når man faktisk skal have 100 ud af 100 rigtige?

Så er det da bare en liste af krav.
Her refererer jeg ikke til det nye system for familiesammenføring, men kravene for at opnå en permanent opholdstilladelse.

Og nu med det nye pointsystem for de stakler, som vover at forelske sig i en udlænding i dag har regeringen så igen ændret udlændingeloven – for 18. gang.

Kære Dansk Folkeparti – kan det virkelig være meningen, at vi i fremtiden skal afgive en blodprøve, der kan bevise, at vi er etniske danskere, før vi må få et stykke citronmåne?

Må min datter så ikke få noget, da hun er halvt bolivianer?
Det sjove er jo, at min mand faktisk er liberal af overbevisning, men man kan jo ikke stemme for en regering, som bare helst vil være fri for en hurtigst muligt.

Så jeg er bange. Bange for at jeg meget snart vågner op og finder ud af, at jeg faktisk bor i vestens mest navlebeskuende og lukkede land som ingen fremtid har i et internationalt samfund.

Jeg er forarget over, at min datter vokser op i et Danmark, hvor hendes far aldrig bliver velkommen, og hvor hendes uddannelse i bedste fald bliver middelmådig, fordi ingen har lyst til at undervise, hvor man ikke føler sig velkommen.

Vi danskere sover videre på puden uden at indse, at vi ikke hører til de bedst uddannede i verden.

Når Maersk og Vestas ikke længere kan få kvalificeret arbejdskraft i Danmark, ja så flytter de deres aktiviteter ud sammen med en lang række andre virksomheder for at undgå at miste konkurrenceevne. Det er allerede begyndt.

Vi overvejer meget stærkt at flytte, men familie betyder meget for os, så vi vil da helst blive.

Så løsningen må være at gå ind i politik og melde klart ud:
Jeg har nu meldt mig ind i Radikale, for jeg stoler også på udlændinge!

Ovenstående er et uddrag af Tines beretning.
Venlig hilsen
Margrethe Vestager
//radikale.dk