– I forbindelse med denne dag, har jeg valgt at udgive min morfars beretninger om hans tid som medstifter og modstandsmand i BOPA, hans medvirken i den spanske borgerkrig og de tidlige år i DKP.

Transskriptionen stammer fra en digitalisering af optagelser fra kassettebånd, der er optaget på det Kgl. Bibliotek, med en mikrofon på højttaleren på en spolebåndoptager.
Interviewerens spørgsmål og tale står i kursiv. Stefan Falk Petersen, den 04-05-2014.

Udgivet her på Bloggen med tilladelse af Stefan Falk Petersen.

Interview af Roald Zahle Thomsen

Indledning ved Vagn Hansen:
– Mit navn er Vagn Hansen. Jeg er født d. 21.3 1933.
Den følgende digitalisering til cd-rom er foretaget d. 21. september 2007.

De lydoptagelser, De nu skal høre, er et interview af en tidligere spaniens-kæmper og modstandsmand, Roald Zahle Thomsen. Optagelsen stammer fra Rigsarkivet, og er uden tvivl fra en indsamling af beretninger fra gamle modstandsfolk fra besættelsen af Danmark, 1940-1945. Baggrunden for min interesse for interviewet, er et tidligt kendskab til Roald Thomsen og hans bror, Urban Thomsen. Som seks-årig, mødte jeg, for første gang, Roald hos hans bror, i dennes lejlighed på Østerbro i København, og senere i mine forældres lejlighed på Nørrebro. Sidste gang, jeg så Roald Thomsen, var d. 21 marts 1945, hvor jeg hjalp ham med slæbe våben ned i kælderen under Rådmandsgade 42A

Interview:
Jeg er Roald Thomsen. Jeg er født d. 5.9 1911 i København. Min far var bagermester. Han døde ret hurtigt, da jeg var fem år. Siden klarede mor os fire unger, indtil vi alle sammen fløj fra reden, da vi var 12-13, nej, 14-15 år.

– Hvor boede I henne på det tidspunkt?

Vi boede dels i Stevnsgade, og senere flyttede vi ud her, på Østerbro. Jeg var i lære. Først som sølvsmed og senere som snedker, og endte til sidst som kok. Jeg var ude at sejle i nogle år.

– Så din egentlige uddannelse er som kok?

Min egentlig uddannelse er som kok, ja

– Dine øvrige søskende, blev de ikke uddannede?

Nej. Jo! Jeg har en bror som er bager. Men min ældste bror rejste til Amerika, da han var 11 år.

– 11 år?

Ja. Jeg har lige haft den fornøjelse af at have ham hjemme efter 50 års forløb. Og den største fornøjelse, det havde jeg faktisk af at høre ham tale. For han talte nøjagtigt ligesom vi andre!

– Næ?

Ja, det var imponerende, for når man tænker på, at når folk rejser til Sverige i 3 uger…

– Så han har slet ikke været hjemme?

Overhovedet ikke. Han har slet ikke været hjemme i 50 år! Men det er altså et sidespring

– Jaja jojo. Men du har altså almindelig skoleuddannelse, og efter et par uddannelser ender du som kok, og kommer ud at sejle. Hvornår var det, omtrent?

Jo, jeg startede faktisk tilværelsen som kok ved at sejle, dels som kokkedreng og senere som kokkehjælp ovenpå.

– Du var altså ikke i lære? Var det senere?

Så kom jeg i lære i land, jo.

Hvornår, omtrent, kommer du ud at sejle for første gang?

I 19…. i 1926

– Var det så et sejlskib?

Nej, det var det ikke. Jeg har slet ikke sejlet med sejlskibe; kun med et par ældre senere. Men det var kun småting. Næ, jeg sejlede med samtlige af de danske Amerika-både. De 4, vi havde dengang

– Og der blev du altså simpelthen uddannet?

Ja, der fik jeg altså en uddannelse som sø,- og restaurationskok, men senere var jeg i land og blev færdiguddannet her.

– Det vil sige, at du altså simpelthen går i land for at blive uddannet videre?

Ja

– Hvor var det sidste sted, du blev uddannet?

Det sidste sted, jeg var, var Broholm på Frederiksberg Allé. Men, på daværende tidspunkt var det skrapt for kokkene. Der var 65 % arbejdsløshed i København.

– Og det var dårligt betalt?

Ja, det var heller ikke så godt

– Det vil sige, at da du blev færdiguddannet der, så blev du simpelthen hældt ud?

Jah, jeg arbejdede der i et halvt år

– Hvornår var det?

Det har været i… 1930. Nej, 1931! Det var svært at få arbejde dengang. Lige meget med hvad. Så jeg kom jeg til at arbejde som arbejdsmand.

– Som arbejdsmand?

Ja, jeg fik arbejde som arbejdsmand. Det… igennem 30’erne var det sådan, at man havde arbejde et stykke tid, og så var der ikke mere, og så røg man ud. Hvis man var heldig, så fik man arbejde i et stykke tid…

– Så selvom man var heldig, så var det svært?

Ja, det var svært. Det var op om morgenen… ja, når jeg bare tænker på orlogsværftet, hvor man stillede sig op med 200-300 mand hver morgen, og de skulle måske bruge 2 mand. Det var en hård tid, dengang.

– Var det der, du begyndte som arbejdsmand?

Næ, det var det ikke. Nej, jeg forsøgte både på B&W og på orlogsværftet.

-Der stod måske også 200-300 mand og ventede?

På B&W? Nej, der stod sgu flere! Men… sådan var tiderne. Vi kendte jo ikke andet end til det.

– Næ næ, det hører med til tidsbilledet

Ja, det hører med til tidsbilledet. Og det hører jo til, når man tænker på børnene i dag…

– Hvornår begynder du som arbejdsmand med fast arbejde?

Det mest faste arbejde, jeg havde, det var hos en tapetser, hvor jeg kørte rundt og satte makiser op og forskellige småting. Det var hos en tapetser i Nicolajgade.

-Det tog et halvt års tid eller..?

Nej, der var jeg et par år

– Et par år?

Ja

– Så er vi fremme i ’34? Efter at Hitler havde overtaget magten

Jaja. Og der var det nemlig at…

(utydelig snak)

Ja, det var meget naturligt for os. Siden den tid, var det sådan, hvad man kunne falde over…

– Så var det sådan, at du gik fra den ene arbejdstager til den næste?

Ja, sådan gik jeg jo sammen med de 200.000 andre.

– Jaja, det var jo ikke noget…

Vores største problem, det var faktisk at nå at komme til kontrollen. For man kunne godt komme derind kl. 9 om formiddagen, og vente to timer før man fik sin brik. Sådan gik det til dengang.

– Hvor skulle man gå til kontrol?

Ja, det var dels i Sundsgade og dels i Negerhytten. Der skiftede vi lidt frem og tilbage

– Negerhytten?

Ja, den er væk nu. Det er der, hvor… ved spidsen af Kalvebod Brygge og den gade, der går ned under broen… Men det var altså ude ved spidsen af Kalvebod Brygge op mod Knippelsbro. Nej, Langebro! Kalvebod gik jo hele vejen op til Langebro. Så kom man jo over på den anden side; så er man ved Christians Brygge.

– Jaja

Men så lå den altså lige på spidsen. Når man kom ned der og skulle have en brik, så kom man til at stå i en kø langt, langt væk. Og så flyttede man lidt på sig hver gang. Der kunne godt gå et par timer.

-Var det så understøttelse eller fra fagforening?

Det var fagforening.

(utydelig snak foregår)

Ja, der gik jeg. Vi kom der, der til ’36, og der havde jeg haft forskelligt, løst arbejde. Men så kom hele den historie nede i Spanien.

-Ja. Var du stor-revolutionær på det tidspunkt?

Nja, stor-revolutionær, det var jeg altså ikke. Igennem hele min opvækst, da…. I hjemmet havde vi det sådan, at… Både mine bedsteforældre og forældre havde et billede af (Peter) Sabroe hængende; de satte Sabroe meget højt. Og de var socialdemokratere, af de gode, gamle slags, og det har selvfølgelig præget meget min opvækst. Og nu, ved siden af os; vi boede i nr. 79 i Viborggade. I nr. 77 boede Thøger Thøgersen. Det vil sige hans kone og to døtre. Og igennem dem, så kommer jeg med i forskellige små optrin, allerede som barn.

Senere, da jeg var 14-15 år, har jeg vel været, da der var… (utydelig sted,- og hændelsesbeskrivelse), og der var et mægtigt stort møde oppe i Idrætshuset. Det var sådan, at vi drenge, vi ville også være deroppe, men vi kunne overhovedet ikke komme ind. For hele salen var fuld, plus hele pladsen foran Idrætshuset. Og jeg kan huske, at der blev råbt ”vi skal til Amaliegade!”, og så begyndte flokken at marchere indad. Men de nåede ikke længere end til Trianglen, for der havde Tvermoes, som dengang var politiassistent på Østerbro, han havde stillet passerbasser op, side om side i to rækker tværs over Østerbrogade henimod Søerne. Og der begyndte den vilde jagt ellers at gå. Jeg kan huske, at folk begyndte at løbe ned ad Rosenvængets Allé, og brækkede stave af for at forsvare sig mod den knippelsuppe, som blev serveret for dem. Men det var altså noget af det, som gav stødet til at man begyndte at tænke selvstændigt, politisk altså. Og senere, efter at have været ude i strejker i min læretid, da… jeg blev gift forholdsvist tideligt, og… vi kom til at bo i Ålborggade, i en lillebitte kælderlejlighed.

– Hvornår var det?

Ja, det har været i 1932. Og derhenne fra, kom jeg i forbindelse med nogle, som jeg havde kommet til at snakke med. Forskellige, jeg kendte fra min barn,- og ungdomstid. Og der kom jeg i forbindelse med Det Kommunistiske Parti. Det var i… jeg tror, at der var i Koldinggade, dét, de på daværende tidspunkt kaldte for ”celler”. Og der kom jeg altså ind i.

– Lige med det samme?

Nej, ikke direkte med det samme. Jeg var først med i ungdomsbevægelsen. Men senere flyttede jeg til Frederiksberg derfra, og der kom jeg altså ind i partiet. Ja, det var tider, der jo var lidt hårde. Jeg kan huske de valg, der var på det tidspunkt, hvor vi… hvor vi var ude om natten og klistre vores valgplakater op. Det var på det tidspunkt, at de var ved at bygge det nye Radiohus, og der var jo et kæmpe stort plankeværk. Men det var ligesom om, at der kun måtte være De Konservative, der måtte have det plankeværk. For ligegyldigt hvor højt, vi satte vores plakater… vi kom kørende om natten med lange stiger og klistrede plakater op, og så kunne vi se om morgenen, at de var blevet overklistret eller revet ned af De Konservative. Altså, dengang, der var det sådan, at der var plakatkrig. Og det… altså, vi fandt på mange metoder. Blandt den med at blande (utydelig beskrivelse), og så bare sørger for at det fik tid nok til at tørre ordentlig. For hvis det ikke fik tid til at tørre ordentligt, så faldt de i laser. Jeg havde nemlig den fornøjelse, at selv efter krigen sad der ude på pillerne ved viadukten over Finsensvej, plakater. Der sad plakater, som vi havde klistret op i 30’erne. De var ganske vist blevet malet over med den hvide stribe, der blev, da der kom mørkelægning. Men plakaterne sad der. Nå, det… man udvikler sig jo efterhånden.

Men på Frederiksberg, der kom jeg ind i en meget god afdeling. Vi havde nok nogle af landets bedste skolingsledere. Det var en afdeling, som bestod af folk som Per Knutzon, Robert Mikkelsen og Carl Madsen. Og der havde jeg altså det held, at Carl Madsen altid… (utydelig tale). Blandt andet havde vi ham som skolingsleder derude, og jeg vil vove at påstå, at han var Danmarks bedste skolingsledere på daværende tidspunkt. Jeg tror sgu også at han ville være det i dag. Han er jo blevet gammel, desværre. Det er vi jo alle sammen. Tiden går jo.

Og der var det jo altså, at hele den skrappe tid, hvor Hitler overtog magten og der kom røre i andedammen i hele Europa. Og der kan jeg vist roligt sige, at vi, som kommunister, dengang satte fingeren på det rigtige sted. Men det var der jo ingen andre, der ville tro på (utydelig tale). For vi var næsten de eneste, der herhjemme protesterede over hvad der foregik dernede. Andre folk ville overhovedet ikke tro på os, når vi kom og talte om koncentrationslejre. Hvordan mennesker kan være. Vi havde jo efterhånden lært noget andet. Ja, det var faktisk min baggrund for at melde mig, da andre meldte sig til Spanien. Vi var tre kammerater, som gik meget sammen på daværende tidspunkt. Vi var arbejdsløse alle tre, og vi skulle til det samme kontrolsted, så vi fulgtes gerne ad. Og… vi kom dertil, hvor vi blev enige om, at nu ville vi prøve på at skaffe os nogle penge, så vi kunne rejse derned. Da vi så hørte om de tre brødre, med Harald Nielsen, der var taget afsted på cykel… Men vi syntes, at det var en lidt for lang procedure, så derfor prøvede vi på, om vi ikke kunne skaffe pengene til rejsen. Så fik vi et tips om, at vi kunne lave noget arbejde med at dele reklamemateriale ud. Og vi søgte det, og fik det også. Og vi var godt i gang med at samle penge sammen. Men så fik vi et tilbud. At der var en, som ville betale vores rejse derned, forudsat at vi rejste med det samme. Vi syntes at det var et rart held, for så sparede vi at rende på trapperne, så jeg sagde ”ja” med det samme. Men, vi skulle altså rejse før julen. Jeg var ikke så betænkelig, men den ene af de to andre fik forbud af sine nærmeste. Det ville gå ud over hans mor. Men den anden gik så med til det, og så fik vi altså vores billetter.

– Og rejste?

Ja, hvad var vi… vi var… jeg kan ikke huske, om vi var ni danskere, som tog afsted. Og noget lignende svenskere. Og ti tyskere, der kom fra Danmark. Der var jo ikke forbud, men det var jo sådan lidt gedulgt.

– Hvad sagde konen?

Da var jeg blevet skilt fra konen

– Så du var alene

Ja, jeg var alene på daværende tidspunkt.

– Så rejste I?

Ja, så rejste vi.

– Og hvornår har det så være? I december?

Ja, det var i december måned. Jeg kan ikke huske datoen.

-December ’36

Ja, jeg kan ikke huske datoen, men det var altså der, at vi rejste. Og vi kom ned til Paris, og der gik vi en dags tid. Vi havde jo en adresse, vi skulle rejse til. Og dagen efter, rejste vi til…. ikke Perpignan. Hvad søren er det nu, den hedder… Men…

– Der var noget med, at I kørte igennem med tog?

Der kørte vi igennem med tog, ja.

– Det var altså Perpignan?

Næ, den hed noget andet

-Men I rejste derned med tog, tæt ved grænsen?

Ja, til den by, der ligger tæt ved grænsen.

– Hvordan kom I så derfra…

Da vi kom dertil om morgenen, da blev vi samlet ind i et hus. Og i det hus, skulle vi opholde os hele dagen. Vi måtte ikke komme udenfor, og vi måtte ikke hænge i vinduerne eller noget, for man måtte ikke lægge mærke til os.

– Det vil sige, at der stod en på stationen og tog imod jer?

Ja, der stod en på stationen, som sørgede for at vi kom ind i det der hus. Og så sent på aftenen, så kom der så nogle busser og hentede os.

– Var der kommet nogle til?

Ja, der var kommet nogle til, som gik i Paris foruden os, men…

– Kom der så flere busser til?

Jah, vi var to busser, der kørte afsted, og så kørte vi altså mod grænsen, og kørte over Pyrenæerne. Og det… det var juleaften. Det var juleaften. Man glemmer det aldrig, for så snart… man skulle forholde sig i ro, så længe man kørte på den franske side af grænsen, men så pludselig sagde chaufføren ”nu kan I godt synge!”. Og så stod der en flok mennesker henne ved den spanske side af grænsen, og de jublede og skreg af glæde. På et sprog, som ingen os kendte noget til. Men man kunne se, hvad det udstrålede af… Jo, det var Perpignan! For den næste by, vi kom til, var La Joncqera i Spanien. Der kom vi ned til en stor, gammel fæstning. Mægtigt stort foretagende. Der gik vi så omme bag. Så om aftenen blev vi kørt til Barcelona. Og der var det lige sådan. Folk, de jublede! I det hele taget, så var folk helt overstrømmede. Man kunne rigtig mærke, altså… hvordan de… alene det… selvom de gik om småt-sultede eller halvsultede, så var der jo jul. De var virkelig blevet befriet fra noget. Det var altså rørende. Det var det… Så kørte vi derfra til Albacete. Og i Albacete, der gik vi en dags tid. Nej, et par dage. Og der blev vi påklædt i uniformer og så videre, og afleverede vores eget. Der fik vi besked på at skrive navn og adresse på kufferterne, men vi så dem aldrig igen. Men det… der kom jo mange efterhånden, så det kunne de slet ikke holde kontrol med. Så kom vi ned til… så blev det sådan, at vi kom ud til de forskellige kompagnier. Vi kom altså i bataljon Thälmann.

– Det var fra Albacete?

Ja, det var fra Albacete

– Og fik I nogen uddannelse fra Albacete?

Nej, nej, man kan sige, at det nærmest var et hovedcenter. Så derfra kom vi ud til en by, der hed Mahora, og der lå vi altså og fik vores uddannelse

– Javel. Du var altså ikke uddannet i forvejen?

Nej, jeg har aldrig været soldat. Så det… der var altså ikke noget der.

– Det var vel mod din overbevisning, sådan set?

Ja, og det har det altid været. Men altså, her kunne man sige at det var nødvendigt. For mig, der var det så soleklart, at en regering, der var blevet valgt på almindelig demokratisk vis, der var blevet overfaldet af sine officerer, ikke. Der var ikke noget at diskutere. Det var hjælp til dem.

Men dernede, der havde vi så den første, lille ”pille-fra-episode”. Jeg var sammen med en, der hed Blicher, og ham kendte jeg fra Frederiksberg. Jeg blev forresten ret overrasket over at møde ham ved Albecete. Vi anede ikke noget om, at han var tilknyttet der. Han var på daværende tidspunkt et par af fyrre år. Et dejligt menneske, var han. Og så også en tysk immigrant, der var med heroppe fra. Han var kun… han var vist kun 41 år. Men de to, de måtte ikke være med, for de måtte ikke være mere end 40 år. Og de blev altså taget fra, da vi så blev sendt videre med uddannelsen.

Og der gik vi ude i… ja, hvad gik vi… en tre uger. Så kom der besked om, at vi skulle forflyttes til en anden by, hvor der var… Selve hovedbataljonen, den var så kommet væk fra fronten. Den skulle tilbage og reorganiseres. Der havde været mægtigt mandefald. Og der kom vi så ned til Murcia, og blev så rigtig indrulleret i bataljonen. Men da vi kørte igennem Mahora, der… nej, det passer ikke, det var ikke allerede dengang, det var først senere… næ, der kom vi altså derned, og der fandt vi så vores adjudant.

Jeg kan ikke huske, hvor længe vi gik der. Det har været cirka midt i februar måned. Der blev vi pludselig… vi fik besked om, at vi skulle op i togene. Det var meningen at vi skulle til Malaga. Det var dengang, at italienerne, de… ja, hvordan var det nu… Men vi holdt på stationen hele dagen. Vi måtte ikke forlade togvognene. Det var sådan en lidt mærkelig stemning, der var over det hele. Langt ud på aftenen, der satte toget sig så i gang. Men så kørte det mod Madrid i stedet. Der var altså ved at være gennembrud der, mellem Madrid og Valencia. Så, nu skulle der pludselig stoppes huller der. Så blev vi altså kørt dertil. Der kørte vi, ja, hele natten og det meste af næste dag.

Der kom vi til en lille by. Jeg ved ikke, hvad det var for en… eller, der var ikke andet end en stor holdeplads. Og der blev vi losset hen i en ny skole og nogle andre bygninger, og blev fordelt der. Det var en helt ny skole. Børneskole. Alt, var der var, var splinternyt. De var altså allerede begyndt at skulle lære deres unger noget. Der lå vi så der om aftenen. Der var mange gange flyvere, der fløj henover. Vi skulle forholde os helt roligt, for ikke at vække opmærksomhed. Og så om aftenen, blev vi kørt videre til en anden by, som jeg ikke ved navnet på. Men, der var vi så om natten, og så blev vi vækket tidligt næste morgen. Vi skulle stille op til vores kaffe, og vi blev stillet op ude ved parkering, og så pludselig, da vi skulle til at have vores kaffe… og så da vi skulle til at have vores kaffe, så blev der sagt ”om forladelse – afsted!”. Så gik jeg ellers hele vejen, og der blev sagt ”ja, det kommer med på vejen, morgenmaden”. Jeg nåede ikke at få den. Ah, nu var det så forvirret, det hele, hvor vi rykkede ud.

Der var luftangreb, og vi fløj henover markerne og gemte os. Og så begyndte vi at komme ud til… at vi kunne begynde at se floden, eller kunne mærke, at den var i nærheden. Og så blev det så sagt, at nu skulle vi lægge os ned, for nu skulle hitte ud af, hvor de andre var. Der var ikke nogen, der havde rigtigt føling med, hvor de var henne. Og, der kom vi med i dét, de kaldte en afklaringsgruppe. Spejdergruppe. Det var en stor østriger, der var leder. Jeg kunne ikke ret meget tysk på daværende tidspunkt. Jeg kunne forstå lidt (utydelig beskrivelse). Men, vi rykkede ud, og vi var langt ude. Og så begyndte vi at høre at der var noget knas, men vi så ikke noget. Men så begyndte vi at høre skyderi; langt tilbage fra, hvor vi havde gået. Og så begyndte vi at vende næsen hjemad, og så kom vi altså lige hen til skyderiet. Så viste det sig altså, at der, hvor vi var gået direkte frem mod floden, der var de andre slet ikke gået ind mod fronten. De var gået ind langt, langt længere henne. Og der var altså flere, der var kommet i klemme der. Jeg husker blandt andet, at Egon Højland, han havde ligget derude, og pludselig var der blevet skudt på ham. Jeg kan huske, at han en overgang sagde, at det var kommunister der havde skudt på ham, fordi han var DSU’er! Haha, det var noget højst mærkværdigt noget. Men det var i hvert fald en af vores egne, som fik hentet ham og slæbt ham ind. Felix..

– Felix Christensen?

Felix Christensen, ja. Det var nemlig ham, der fik ham slæbt ind. Men så efterhånden, som vi sidder derude, så finder vi ud af, hvor de egentlig lå. Ja, der var nogle hårde dage der.

– Hvor længe blev I liggende der?

Ja, blev liggende og blev liggende, det…

-Blev der stormløb?

Nej, der var ikke noget frontalt stormløb, eller noget i den retning. Det blev altså faste stillinger. For, jeg havde jeg set billeder af det, da jeg kom væk derfra. Det var en finne, som viste mig fotografier dernedefra, og der så man hvordan de havde lavet rigtige skyttegrave, med gange og det hele. Men det var altså efter at jeg var kommet væk.

D. 24. februar, der fik jeg altså det her skud i lårbenet.

– Kan du ikke huske de nærmere omstændigheder?

Jo, det kan jeg godt. For om natten, der havde vi gravet et hul længere fremme. Vi lå i sådan nogle huller, hvor der var en 3-4 mand i hver. Og vi havde altså gravet et hul længere fremme. Og om morgenen, da vi skulle til at flytte vores sager op i det… De konservesdåser, vi havde samlet sammen, dem gik jeg så med, og pludselig fik jeg at mærke… at en geværkolbe blev slået over låret, og jeg vendte mig om og sagde ”lad vær’ med det!”. Jeg troede altså, at jeg var blevet slået, men så var det altså… jeg lå ned og kiggede, og jeg kunne ikke trække benet til mig. Nå, der kom et par stykker, som jeg kunne stødte mig til, og jeg kom op på sanitetsstationen, der på landevejen.

Hvem lå du sammen med der? Var der andre danskere med, som..?

Ja, vi var… det glemte jeg at fortælle før. For da vi kom og skulle rykke ud til fronten, efter at vi var kommet fra Albanere, da var Blicher pludselig i blandt os. Og da sagde han nemlig, at ”jeg er sgu ikke rejst herned for at trille piller!”. Han var nemlig laborant herhjemmefra. ”Jeg er sgu rejst herned for at slås, og ikke trille piller”. Det var altså hans indstilling. Ja, vi var flere danskere sammen. Og en helt del af de tyskere og svenskere, som jeg var rejst sammen derned med. Og så var der altså kommet andre til i mellemtiden. Og der, blandt andet, Blicher. Han og jeg lå sammen. Han var kommet til fronten, og han havde ikke noget udstyr. Han havde hverken tæpper eller noget, så vil delte mine tæpper. Og… han røg pibe, og det døde han af. Det vil sige, at han døde ikke direkte af at ryge pibe. Ja, for han havde sådan en sjov idé med… det kan jeg huske fra vores lokaler inde på Frederiksberg, at når han skulle tænde en pibe, selv når han sad på en stol, så rejste han sig altid op og tændte den. Og det gjorde han så også der. Kuglen sad lige i panden på ham.

– Det var da ret trist, så

Ja

– Og så i en hans daglige bevægelser

Ja. Der faldt mange. Blandt andet en tysk immigrant. Ham og jeg havde været oppe efter maden. Det var ikke hver dag, at vi sådan kunne få vores mad. Men vi havde altså… madvognen havde været der midt på dagen, og vi kom slæbende ned igennem med maddunkene, og så skreg de nede fra kommandobunkeren, at vi skulle gå ned i dækning, for de lå og strøg på os. Og han var sådan lidt… jeg ved ikke, om han var lidt tunghør eller dårligt opfattende, det ved jeg ikke, men i hver fald, så gik han videre med dunkene og spurgte ”hvad var det I sagde?”. Så fik han altså lige en kugle.

– Kan du huske, hvad han hed?

Han hed Kurt. Det vil så sige, om det så var det navn, han brugte i Danmark eller…

– Om det var et dæknavn?

Ja. For han… han var altså en flinker fyr. Og en dygtig fyr var han også. Men han havde været i Hitlerjugend i Hamborg. Det var mere familien, som havde fået ham til det, og han var jo altså stukket af fra det. Og allerede inden han var stukket af fra det…

– Han kom altså fra Hamborg

Ja, de fleste af dem, der var med der, kom faktisk fra Hamborg. Der var en, der hed Bruno Gris. Døde han dernede…? ja, det gjorde han vist nok. Ja, han døde dernede. Altså, Bruno Gris, der var også det navn, han gik under herhjemme i Danmark. Om det så var det rigtige, det ved jeg ikke.

– Kunne de så tale dansk?

Ja. Altså, nu Kurt der, han talte jo næsten perfekt dansk. Og jeg vil sige, at han talte meget bedre rigsdansk end mange af de danskere, der var dernede. Men… det kender vi jo godt, ikke? Og, det var jo sådan… han havde vist nok læst en hel del, og han havde gået længe i skole i Hamborg. For han var temmelig godt begavet. Han kunne perfekt fransk. Og han begyndte allerede i Frankrig… han købte en spansk-tysk ordbog, og der begyndte han så allerede at lære spansk. Og han lærte det faktisk hurtigt. Han var altså lidt af et sprogøre.

– Men han var ikke ret gammel, så vidt jeg kan forstå?

Nej, han var ikke ret gammel. Hvad har været på daværende tidspunkt… jah, 20-21 år? Måske 22.

(der foregår et båndskift, og starten på samtalen er utydelig)

… og der blev jeg altså kørt med ambulance. Og der kom jeg op på et hotel, der var blevet færdigopført i mellemtiden. Det var blevet beslaglagt til lazaret, ja. Og, der lå jeg i godt seks uger, før de kunne få noget apparatur, så de kunne røgtenfotografere. Og da de fik det, så blev jeg transporteret op til byen. Lægerne havde gået og kigget til min fod. Den lå mærkeligt. Så blev jeg transporteret over til universitetet i Albacete. Det var også blevet omdannet til et sygehus, og der tog de nogle røgtenfotografier af mit ben. Og der viste det sig, at det var vokset skævt sammen, oppe i lårbensknoglen, så jeg overhovedet ikke ville kunne komme til støtte på det. De foreslog en operation, og det gik jeg så med til. Så blev jeg overflyttet til sygehuset i (utydeligt stednavn). Midt under operationen, så opdagede de, at de ikke havde noget apparatur til ophængning af benet. Så, i stedet for at få benet op, så blev det nød til at være i gips. Det var en østrigsk professor, som lavede alt det her. Jeg kan huske, at han blev aldeles rasende, da de kom ind og meddelte ham, at der ikke var noget apparatur. Men så blev der altså lagt gips på. Desværre var det sådan, at han skulle på ferie, en uges tid efter den her operation. Men han mente nok, at jeg godt kunne ligge med gipsen inden han kom tilbage. Så skulle det nok være lægt. Da han så kommer tilbage, så knækker de gipsen af. Jeg løftede selv benet ud af gipsen, efter at de havde klippet det over. Han kiggede noget på det, og sagde, at det var vist ikke så godt. Så blev det hængt op. Og der gik kun to dage, så var hele knæknoglen ved at blive revet i stykker. Så klippede de den ned igen, og så blev jeg lagt i gips igen. Det var ikke så godt. Så lå jeg der til gipsen smuldrede væk. De foreslog mig, at få det op at hænge igen, men det turde jeg faktisk ikke. Jeg var ved at blive bange, samtidig med, at jeg ikke ret godt kunne tage deres kost dernede. For det meste af tiden, holdt jeg mig selv med kost, og det blev så hovedsageligt med hårdkogte æg, tomat og løg. Og lidt salt og peber. Og så brød.

Men så blev det til, at jeg skulle hjemsendes.

– Kunne du da støtte på benet?

Nej, jeg kunne ikke støtte på benet. Det var helt stift. Næ, jeg fik en svær stok, når jeg gik. Så blev jeg sendt tilbage til Albacete, og derfra videre til Barcelona, hvor jeg gik et par dage. Der træf jeg Kaj og Harald (Nielsen). De spurgte mig, om jeg ville med ned en tur, men der var der jo ikke store chancer for. Så gik vi over grænsen. Det var d. 5. september. Det var min fødselsdag. Det var en meget rar fødselsdagsgave at komme op i et fransk tog, og sætte sig ind i spisevognen og bestille en ordentlig frokost. Og så kom vi til Paris. Der var vi i to dage, og så derfra til København.

– Var der andre danskere med?

Ja, jeg rejste sammen med Peter Hansen. ”Stauning”, som han blev kaldt for. Han havde fået smadret hele armen. Jeg tror, at det var højre arm. Han og jeg rejste altså sammen hjem. I Paris gik vi sammen med et par svenskere, der også havde gået og ventet et par dage, og sammen med dem tog vi til København.

– Hvordan var modtagelsen i København?

Ja, der var sket en lille misforståelse. Aksel Larsen skulle have været inde og tage imod os, men der var blevet opgivet nogle forkerte tidspunkter, så det… det var ikke noget særligt. Der stod et par mænd derinde, og det havde altså fået opgivet det rigtige tidspunkt. De tog imod mig der. Det var… ja, jeg var lykkelig over at være hjemme igen. Med mit stive ben.

– Blev du så indlagt her?

Næ, jeg blev ikke indlagt, men jeg blev henvist til professor Chievitz, som vel nok var en af dem, som kendte mest til den slags læsioner. Og jeg kom ud til Finsens Hospital. Og jeg blev fotograferet på alle leder og kanter, og blev målt op. Og så, da jeg skulle ind og høre hans resultat, da sagde han til mig, at han ville fraråde mig at lade mig operere, da han mente, at der var størst chance for at noget, der var røget af en gang før, ville blive stift, og eventuelt skørt.

Der var en af hans … jeg ved ikke, om han var en læge eller hans kandidat, der tillod sig at sige til mig, at jeg havde selvfølgelig selv været uden om det. Og jeg glemmer aldrig Chievitz, at han vendte sig lige om og kiggede vredt over på ham. Og med en skarp tone!

Ja, så måtte jeg jo affinde mig med det, som det var. Så var jeg kommet med en flok unge DKU’ere ud på en… natvandretur, som de kaldte det. Det vil sige, at vi var ude i Det Danske Schweiz. Og, jeg kunne selvfølgelig ikke røre mig ret meget. Jeg gik jo med stok. Men de lavede sådan et natløb… det var faktisk en leg, og det var altså sådan, at det havde delt sig i to hold. Og jeg skulle hen og se afslutningen på det, og jeg stod med ryggen mod en skråning. Og så var der en der sprang på mig, og jeg rullede baglæns ned. Og der fik jeg så brækket det stive ben helt op under ryggen. Det var jo stift, så jeg fik det bukket helt op under. Og det bevirkede, at det blev tre gange så tykt, som det normalt var. Og jeg blev altså kørt… jeg havde samtidig fået pådraget mig en forkølelse, så jeg var faktisk… så blev installeret hos en af de unge mennesker, og lå faktisk og var bevidstløs i to dage. Jeg svedte så kolossalt, så det var blødt igennem, så det sengetøj, jeg lå i, det havde trukket farve fra madrassen og op igennem. Men da jeg så kom tilbage, altså, til mig selv, der opdagede jeg så, at benet var så kolossalt tykt. Og da gik jeg så ud til professor Chievitz igen, og lod ham se på det. Og så sagde han til mig, at det var et held for mig, dét, der var sket. Men nu skulle jeg bukke det så meget som overhovedet muligt. Hver dag. Og så holde det gående. Så ville jeg måske få bedre bevægelighed igen. Så det var altså held i uheld.

Ja, så gik jeg altså herhjemme og klarede mig igennem på bedste beskub. Det må have været Sygekassen, der i begyndelsen stod for skud. Men, i ’38… midt i 1938, så fik jeg talt med Richard Jensen, og spurgte ham, om han ikke kunne anbringe mig på en af de både, der sejlede med materiale til Spanien. Og netop på dette tidspunkt, da skulle han overtage en nede i Gent. En gammel græker. Så det kunne jeg udemærket. Og jeg rejste med noget af besætningen ned til Gent, men vi kom altså til at gå i tre uger, før båden overhovedet viste sig. Det var en gammel pram, men efter at vi havde fået skrubbet den ren, så var den da til at være i. Og.. nu viste det sig, at det ikke var helt godt. Vi kom da… i hvert sejlede vi op ad… vi skulle til Polen og hente de materieler, vi skulle sejle med. Men da vi kom hertil Øresund, så kom der besked, at vi skulle gå ned og hjælpe en anden, af de såkaldte kulbåde, som var gået på grund i Øresund. Og der kom Richard Jensen sejlende med en (ukendt bådbetegnelse), og var med til at dirigere hele forløbet, så vi fik den hevet af grunden. Og der benyttede jeg lejligheden til at sige til ham, at… og der havde jeg sagt til skipperen, om han ikke kunne skaffe en anden mand, og så kom jeg altså med Richard Jensen ind igen. For det var altså ikke lige så godt med benet dengang. Men det var altså det første forsøg på at komme i arbejde igen.

Så måtte jeg hjem på understøttelse igen. Og det var jo ikke de allerbedste tider. Arbejdsløsheden var jo stadig stor. Så, det gik jo som det kunne. Vi samlede stadig ind til Spanien og til gutterne der. Vi havde vores store arbejde med Matteotti fonden, og samlede ind, men det var nærmest for at ekvipere dem, der efterhånden kom hjem. Så kom det store hold hjem, der i begyndelse af ’39. Og det var… der havde vi altså… for vi manglede jo stadig nogle mænd. Det var blandt andet de tre, der sad i (utydeligt stednavn). Larsen… og Sofus… og der var en til. De var altså ikke med hjem på daværende tidspunkt. Men… jeg kan ikke rigtigt huske, hvad jeg foretog mig. Jeg havde lidt arbejde ind imellem. Men noget konkret, kan jeg ikke rigtigt huske.

– Men da krigen kommer, er du da i arbejde? Der i ’39.

Næ, jeg tror ikke at jeg havde et arbejde, da krigen bryder ud. Det er jeg i hvert fald helt sikker på, for det var i de tider… på det tidspunkt, boede jeg på Frederiksberg, og jeg kan da huske, der om vinteren, at jeg var fast (utydelig betegnelse). Det var nok det eneste arbejde, jeg kunne udføre på daværende tidspunkt. For det var så godt som umuligt at skaffe noget arbejde. Men derudover, kan jeg ikke rigtigt huske noget, før vi kommer frem til… Jo, jeg havde noget vognvask om morgenen. Det var forresten med en anden spaniensmand. Karl Wilhelm Christensen. Hans svoger havde noget taxa vognvask om morgenen, og der kom jeg med der. Men udover det, så var det ikke rigtigt noget.

Der, sidst i 1939, der fik jeg lånt nogle penge, så jeg kunne starte et cykelværksted. Den gamle cykelhandler på Frederiksberg Bredegade, han var død, og der fik jeg lov til at leje lokalerne. Og værktøjet blev der, og så havde jeg en del selv. Nu har jeg selv haft en del med cykler at gøre igennem tiden. Så der havde jeg altså det. Og det fik jeg arbejdet temmelig meget op. Forholdsvist godt. Og det klarede jeg mig med til… faktisk til krigen brød ud. Men da tyskerne så kom og besatte os, den 9. april, der viste det sig jo hurtigt, at lige overfor mig, der lå C.V. Hansen. Det var ham, der havde Nimbus-motorcykler. Og det salg, det gik pludselig ret nedad. Så han købte faktisk nogle af de sidste cykler, der var til at købe i landet, og stillede dem ud i hans vindue. Og så for at holde hans værksted intakt… han havde fire mand gående… så begyndte han at lave cykelreparationer og den slags. Og det slog mig helt ud. Jeg lå jo nede i en kælder. Folk fik ikke rigtigt…

– Øje på dig?

Nej, fordi den anden havde jo store udstillingsvinduer. Og det var der sådan set ikke noget at sige til, set fra hans synspunkt. For mig, var det en katastrofe. Men så måtte jeg gå fra det.

– Var det hen på sommeren?

Nej, det var altså først ved vinteren. Vinteren ’40-’41. Og jah, så var man der igen. Så gik det på bedste beskub. Og, da jeg havde gået i vinteren der, ’40- ’41, kom jeg ind til Aller.

– Til juni 1941, da tyskerne invaderer Sovjetunionen?

Ja, altså på daværende tidspunkt, da havde jeg intet arbejde. Der gik jeg hjemme. Næ, jeg kan huske den dag, da tyskerne gik… den søndag, den kan jeg huske. For jeg havde været ind på Land og Folk, nej, på Arbejderbladet om morgenen og hente blade. Jeg gik og solgte blade om formiddagen ude på Frederiksberg. Jeg gik nemlig hver søndag og solgte søndags-arbejderblade. Lige indtil en sagde til mig: ”Hvordan fanden tør du gå og sælge dem, mand?? Ved du ikke, at…”. ”Nej”, sagde jeg, ”det har ikke hørt noget om. Er der rigtigt?”. ”Ja”, sagde han, ”det er sket”. Så fik jeg ellers travlt med at pakke mig sammen og gå hjem. Og det viste sig jo hurtigt, hvordan det stod til. Og der var et temmelig stort mandefald. Jeg kan huske, at Carl Madsen… jeg plejede at gå sammen med hans kone, for vi havde faste pladser. Men heldigvis for hende, så var hun på landet den dag. Og Carl Madsen var alene hjemme. Han var i svømmehallen, da han hørte det. Han regnede ikke med, at de ville gå så drastisk til værks. Men han blev da hentet.

Så gik der altså vinteren der

– Havde du ikke kontakt med partiet?

Jo, det var forholdsvist godt organiseret. Vi havde jo været indstillet på det. Vi var jo godt klar over, at det ikke kunne bære, det med, at vi havde vores egen avis i et landskab med nazisterne. Så vi var særdeles forberedt på det.

Jeg kan huske, at d. 9. april, der lå jeg på hospitalet. Jeg lå på Frederiksberg Hospital, og skulle undersøges for mavesår. Jeg glemmer aldrig den morgen, da jeg kiggede ud af vinduet og så flyvemaskinerne fløj lavt hen over hospitalsterrænet. Og jeg så de jernkors. Da lå jeg i sengen og tænkte på, at hver gang man hørte lidt på gangen eller på trappen, så var det et ”nu er det dig”. Men vi blev… alle dem, som overhovedet kunne, de blev udskrevet. Vi skulle være klar, hvis der skete noget. Så det slap jeg da heldigt fra dengang. Men der skete jo ikke noget på daværende tidspunkt.

Så havde jeg faktisk ikke rigtigt noget at lave før vi kommer dertil ’42. Jeg kunne se, at det træk længe ud med at få noget arbejde, så der tog jeg et… Jeg havde tidligere boet oppe i Brønderslev. Eller, boet deroppe som dreng. Og jeg havde en moster boende deroppe. Og så fik jeg eventuelt muligheden for at få noget arbejde ved tørvemosen. Så jeg tog min cykel og kørte derop, og jeg fik arbejde med det samme. Og der gik jeg oppe et par måneder, til akkorderne var nogenlunde færdige. Så rejste jeg hjem igen. Og der var jeg så heldig, at en af mine kammerater… han var maskinarbejder, og han havde fået arbejde i et maskinfirma. Og så træf jeg ham, og han sagde ”jeg tror, at jeg kan skaffe dig arbejde som arbejdsmand”. Og det var helt i orden. Der kom jeg over hos Glent & co. Der gik jeg og arbejdede hele efteråret.

(Utydeligt spørgsmål)

Næ, Glent & co ved (utydelig vejbeskrivelse) ude i Hvidovre. Og der var vi så begyndt på at organisere os som illegale grupper. Vi foretog os flere, forskellige småting. Det var jo ikke det store, fordi alle…

– Du var ikke sammen med spaniensfrivillige på daværende tidspunkt?

Ikke med andre end Karl Wilhelm Christensen. Han var med… og… en kammarat kunne skaffe mig derud. Hm, det var Robert Sørensen. Bror til de tre brødre Sørensen, som døde i Spanien. Ham og hans anden bror, Sørensen, vi startede faktisk… eller var med lige fra starten af det, der senere kom til at hedde BOPA. Og, vi fik lavet en hel del af vores små eksperimenter ude på den fabrik. Vi fik lavet (utydelig beskrivelse) og brandmaskiner og forskellige ting. Det gik meget godt, det… Jeg var heldig at komme ud med en montør, ud til forskellige steder. Blandt andet det sidste sted, vi var. Det var Brede Klædefabrik. Der havde vi det godt.

Men.. lige den periode der… En dag, rendte jeg på ham, føromtalte Karl Winther, på gaden. Og han syntes at der var så længe siden at vi havde set hinanden, osv., osv. Og det syntes jeg også. Nu, han var gift med en DKU’er fra Valby, som jeg kendte. Og hendes søster var gift med en anden spaniensmand, Viggo (utydeligt efternavn), og jeg spurgte, hvordan det gik ham. Og det gik da så fint. Og han syntes, at det kunne være sjovt, hvis vi kunne være sammen en aften. Om vi ikke kunne lave et sammenskudsgilde. Han skulle nok skaffe sprutten, hvis vi andre kunne skaffe… Jeg sagde, at det kunne vi holde hjemme hos mig. Der var jeg så blevet gift med en anden. Vi boede på Philip Schous Vej. Og vi lavede så et sammenskudsgilde ovre hos os om lørdagen. Og det var lørdag til d. 1. november 1942. Og, nu var det sådan, at jeg skulle møde om søndagen, ude ved Brede Klædefabrik. Der skulle komme en ingeniør derud og kigge på det arbejde, vi havde lavet. Men.. vi holdet det der sammenskudsgilde, og det gik da også mægtigt fint. Blandt andet… i løbet af natten havde jeg Viggo (utydeligt efternavn) ude i køkkenet, og spurgte ham om, hvad han egentlig beskæftigede sig med. Forklarede ham, at vi var flere, der var begyndt at røre på os. Jo, men han vidste det godt, men han havde fået besked på, at han ikke måtte deltage i noget. Han skulle holdes tilbage til særlige opgaver. Og jeg kunne godt tænke mig, at der var noget i det, for han havde været partisan i Spanien. Så ville jeg ikke tale mere om det. Men, næste morgen, da kørte jeg til Brede, og de andre sad nu og havde det hygsomt. Og de skulle så… det var meningen, at de skulle spise frokost. Men, lige efter at jeg var kørt, da havde Karl Winther sagt, at han skulle ind i Colosseum Biograf og lave noget. Han skulle (utydelig beskrivelse). Han var servicemand. Så han sagde, at han skulle ind og lave nogle reparationer i Colosseum, så han var nød til at køre. Nu har jeg senere fået at vide, at det, han gjorde, var at han kørte derfra direkte ind til Dagmarhus.

(der foregår et båndskift, og starten på samtalen er utydelig)

…jeg var kommet hjem søndag, og spillede lidt kort om aftenen (længere utydelig passage)…

…udenfor stod der nogle danske betjente og spurgte, om de kunne komme indenfor. Ja, det måtte de godt. Ja, det var fordi jeg havde været i Spanien. (utydelig tale). Når, det var der ikke noget at sige til. Jeg kunne ikke stille noget op. Jeg fulgte med dem ned ad trappen, og der viste det sig, at de havde benyttet sig af hovedtrappen. Jeg lod altid politiet passere bagtrappen og ikke hovedtrappen, før de kom op i min lejlighed. Men her viste det sig (utydelig tale). Og vi kørte fra Frederiksberg, indad Platanvej. Så sagde jeg, at det var da en mærkelig vej ind til Politigården. Jamen, vi skulle slet ikke ind til Politigården, for der havde de så travlt, så de kørte direkte ud til Vestre Fængsel. Efter vi var kørt igennem den forreste port, dobbeltporten, der spurgte de om vej til den tyske afdeling. ”Fy for helvede”, sagde jeg så, ”og I kalder jeg danske!”.

Så kørte vi direkte hen til sygeafdelingen, som tyskerne havde beslaglagt til Gestapos fængsel og forhørslokaler. Og der tilbragte jeg de næste fire måneder. Der var forhør 2-3 gange hver dag. Hver dag fik jeg at vide, at ”i morgen bliver du skudt!”. Men, mit ukendskab til tysk, satte mig alligevel i stand til… at når de forskellige skulle forhøre mig, og skulle sidde og oversætte til tolken, så fik jeg så meget tid, så… fordi jeg ikke forstod, hvad de sagde, at jeg kunne nå at give de rigtige svar på de spørgsmål, som de stillede. (utydelig tale). Ved et tilfælde… og det skyldtes nok Karl Winthers sammenkobling med, som… min daværende kone, hun arbejdede på et skrædderi som syerske. Hun arbejdede på et skrædderi, som syede uniformer til tyskerne. Og dette skrædderi var blevet saboteret. Og jeg går ud fra, at Karl Winther har troet, at jeg var en af dem, som havde været med derinde. Netop fordi hun arbejdede derinde. Men det havde jeg heldigvis ikke.

Og hvem sad derinde..? Ja, jeg oplevede blandt andet, at Aksel Larsen kom derind. Og Martin Nielsen kom derind. Og jeg advarede Aksel om, at Martin var blevet overført. Men, ved cellen ved siden af min… jeg sad nemlig i dét, der normalt bliver kaldt for pip-cellen. Ingen ordentlige vinduer. Det var de samme ruder, som man finder i glasriste. Og ingen lys om aftenen. Kun det lys, der kunne falde igennem, sådan seks ruder fra gangen. Men der sad jeg i hvert fald i fire måneder. Aksel Larsen sad et stykke tid i cellen ved siden af min. I en celle magen til. Men til den anden side, der var der en celle med almindelige vinduer, og der kom Harald Nielsen til at side. Og, der hørte jeg en aften, at en af de kvindelige betjente, som gik blandt de kvindelige fanger… hvad var det, hun hed… hun hed Rørdam. Det var Valdemar Rørdams datter. Hun var kvindelig fængselsbetjent. Da hørte jeg hende lukke døren op ind til Harald Nielsen, og jeg kan huske, at hun sagde til ham, at nu måtte han hellere bekende, for der var altså faldet tilståelser i sagen. At det var ham og Hans Petersen, der havde lavet den sabotage. Så ja, det blev han beskyldt for. Og jeg hørte også, at han derudover kom ned og… han har formodentlig også aflagt tilståelser der. Der var ikke andet at gøre for ham. Men der gik et par dage ekstra der… Så blev jeg hentet en morgen, og der var jeg sammen med… hvad var det nu, hun hed… Hvad var det, den kvindelige skoleinspektør hed?

– Inger Merete Nordentoft?

Inger Merete Nordentoft, ja. Hun blev løsladt sammen med mig. Det vil sige, at vi blev kørt ind på Politigården. Og der kom jeg ned til (utydeligt navn), som dengang stod for hele det apparat der. Og han sendte en mand op for at hitte ud af det. Han sagde til mig, at jeg, blandt andet, havde lavet den sabotage. Jeg sagde: ”Nej, jeg har overhovedet ikke haft en skid med det at gøre. Det kender jeg slet ikke noget til, det der”. Og der gik et stykke tid, og så blev der ringet ned oppefra, at sagen var blevet opklaret af tyskerne, og var blevet henlagt. Men så havde han ikke mere, han kunne klaske på mig. Så skulle jeg ind i byretten, og det var kun en formsag. Jeg kom kun lige ind af døren, og så blev der sagt ”de er løsladt!”. Og inden jeg fik sagt ”ja” og vendt mig om, så blev jeg dømt til internering.

Når, det bevirkede jo selvfølgelig, at jeg kom ind i en anden celle på Vestre. I stedet for at sidde hos tyskerne i sygeafdelingen, så kom jeg op i en anden fløj, hvor de internerede sad. Dem, der var blevet flyttet ind fra lejrene. (utydelig tale). Og så sad vi… ja, hvad var det… Blandt andet, mens vi sad der, da blev jeg kaldt ind til Robert Mikkelsen. Han sagde: ”Ja, der var jo kommet en mand ind. Det er Viggo (utydeligt efternavn). Hvad mener du?” Så sagde jeg ”der er ikke noget med Viggo. Jeg kan da ikke så hvordan..”. ”Ja”, sagde han så, ”men han er svoger til Karl Winther”. ”Ja”, sagde jeg, ”men jeg kan ikke i min vildeste fantasi tænke mig, at Viggo har haft noget med Karl Winthers uheld at gøre”. Det var forresten først der, at jeg fik at vide, at der var Karl Winther der havde stukket mig. For, der var han altså… der var han blevet hængt ud. At de opdager… at hele den periode… Blandt andet Aksel Larsen og jeg, plus alle de andre, han havde stukket. Den nat, jeg blev taget, der var blevet taget fem andre. Og det var altså unge mennesker fra Valby. Det var altså derude han boede. Det var der, han havde sin gang. (utydelig tale). Jeg ved ikke rigtigt, hvad de foretog sig. De blev altså også hentet.

Så blev jeg overflyttet til Horserødlejren. Og der gik vi altså.. pyhh… jeg kan sgu knapt nok huske hvad. Der var jeg så heldig at slippe ud, sammen med… at være en af de 93, som slap ud der.

Kom ind til København, og så fortsatte jeg faktisk, hvor jeg havde sluppet. (utydelig tale). Jeg kunne lige falde ind igen. Og der gik jeg først og arbejdede ude på Vesterbro. Jeg kan for resten huske den første aften, jeg kom hjem. (utydelig tale). D. 29. august. Men, Johannes Sørensen, han skaffede mig et sted at sove. Det var et snedkerværksted i Sankelmarksgade. (utydelig tale). Nu var jeg selvfølgelig en lille smule på højkant. Det er klart. Og, der om aftenen, der var der ballade på Enghave Plads. Og tyskerne, de rykkede ud. Det gik hele vejen, og trak op af Sankelmarksgade. Og de tyskere vade rundt i alle gårdene for at søge efter folk. Og de var, blandet andet, oppe af den jerntrappe til snedkerværkstedet. Og jeg lå inde i spånerne og gemte mig. Men de forsvandt igen. Der var ikke noget.

Men ellers fortsatte jeg mit arbejde. Det vil sige, at der var en hel del mere at gøre, for der var kommet mange flere mennesker til. Og der gik jeg altså først i.. langt stykke tid ude på… Ja, der gik jeg hele vinteren og det meste af næste år, og arbejdede på Vesterbro. Med dem derude. Men så en gang… Jeg havde klaget over, at vi ingen logier havde. Vi boede på et vist tidspunkt syv mand på et lille værelse oppe på Vesterbrogade. Og så fik jeg besked på, at vi skulle møde en mand ude ved Lauritz Knudsen. Og… navnene kan jeg ikke huske… ikke andet end jeg hed ”Svend”. Jeg kan ikke huske navnet på den anden, vi skulle møde. Jeg havde i hvert fald stillet mig derud til aftalt tid, og stod og ventede. Den eneste, jeg kunne se derude, det var Bjarne Sørensen. Han skulede til mig, og jeg skulede til ham. Så til sidst, gik hen til ham, og sagde ”det er vel ikke dig… ”Hva’ faen”, sagde han, ”er det dig, der er Svend?” ”Ja”, sagde jeg, ”det er mig”. ”Jaja, så beklager jeg”. Så sagde… det første han spurgte mig om, var, om nogle af vores våben blev brugt til røverier. Det kunne jeg altså trøste ham med, at det var de i hvert fald ikke. Dem, vi havde, dem var der kontrol med, allesammen. Der var ikke noget der. Det var det. Men, så beklagede jeg mig over, at vi ikke havde nogen logier. Og vi vidste altså, at der var op til flere logier. Og så spurgte han mig, hvor jeg boede. ”Ja, vi bor altså syv mand på et lille værelse. Det vil sige, at vi ikke kan være allesammen der, på en gang. Så vi må…”. Jeg havde fundet et sted ude på Nørrebro, hvor jeg vidste at jeg kunne komme. Så spurgte han mig, om det var et sted jeg kunne bo. ”Ja”, sagde jeg, ”det var det nok”. Det passede ham udmærket, for Nørrebrogrupperne, de blev lavet om.

Og så skulle jeg så overtage dem. Ja, så blev jeg så flyttet til Nørrebro, og det… det gik også… Nu, efter min mening, der gik det faktisk godt. Vi lavede et godt stykke arbejde.

(længere, utydeligt spørgsmål)

Nej, nej, nej, det var grupper. Det var militante grupper.

Militante grupper? Både på Vesterbro og Nørrebro?

Jaja, er du tosset da.

– Hvornår fik du kontakt med de forskellige?

Ja, altså, det gjorde lige efter at jeg kom fra Horserød. For inden at jeg rigtigt fik forbindelse med de forskellige mennesker, da kørte jeg rundt med illegale blade. Da havde jeg altså det held, der var i det uheld… De første to gange jeg kørte med det… jeg tror, at jeg gjorde det en gang hver uge… der gik det udmærket. Tredje gang, efter de tre første steder, jeg kom, der havde tyskerne lige været og hentet en mand. Så stoppede jeg altså med at cykle rundt. Men bortset fra det, så har jeg ikke haft noget med hele den presse at gøre.

– Du havde altså med dannelsen af militante grupper at gøre?

Ja, dannelse og…

(længere, utydeligt spørgsmål)

Det var jo ikke alting, vi brugte. Det havde vi et stort mandskab til. Det var ”M-grupperne”. Nej, ikke ”M”, men ”Otte-grupperne”. Altså, det var folk fra ”V8”, eller ”8V”, og til ”8M”. Det var altså rene parti-grupper. Og, der fik vi altså bygget det op igen på Nørrebro. Det gik altså også godt.

– Det vil sige altså, at du fik din støtte fra partiet? Altså, understøttelse fra partiet, fra d. 29. august til d. 5. maj? Du havde ikke noget arbejde ved siden af?

Nej, nej, nej, det var illegalt. Det var…

(utydeligt spørgsmål)

Ja, men det gjorde jeg altså ikke. Jeg havde nok at gøre.

Ja, uha uha

Jeg havde hænderne fulde.

– Kan man sige, at du havde en form for rang?

Nå, hvad kan man sige. Kompagnichef. Jeg havde… 265 mand. Ja…

Interviewet afsluttes