Vi kommer ikke til at mangle hænder.
Det viser nye tal fra Danmarks Statistik. Skriver Enhedslisten i sin pressemeddelelse
-Og fortsætter
Det betyder, at regeringen har baseret sin 2020-plan på et forkert grundlag.
Derfor skal den skrives om.
Der er hænder nok
Allerede sidste år skrev jeg i et nyhedsbrev, at vi mangler job – ikke hænder.
Desværre har jeg i Folketinget mest talt for døve øren, hvilket den seneste 2020-plan er udtryk for.
Men de nye tal bekræfter det sort på hvidt
Arbejdsstyrken falder de nærmeste år med få procent af den aktuelle arbejdsløshed.
Det betyder, at der ikke bliver færre, men flere arbejdsdygtige hænder.
Den mangel på arbejdskraft, som 2020-planen og det seneste konvergens-program til EU bygger på, er en ren myte.
Derfor bør hele 2020-planen skrottes eller skrives om.
I hvert fald skal de såkaldte reformer droppes.
Regeringen reformerer med forkerte tal
De 2020-tiltag, der skal skabe nye job, er fremragende.
Men mange af regeringens planer bygger fx på at piske alvorligt syge ud i ikke-eksisterende fleksjob.
Eller på, at dårligere vilkår for kontanthjælpsmodtagere automatisk skulle skabe flere jobs.
Besynderligt nok får de nye tal fra Danmarks Statistik ikke regeringen til at flytte et komma.
De mener fortsat, at de planlagte reformer er nødvendige.
Desuden vil det tage for lang tid at gennemregne 2020-planen med de rigtige tal, forlyder det.
Regeringen vil med andre ord indføre alvorlige forringelser over for fx kontanthjælpsmodtagere og mennesker med handikap, selvom hele deres argumentation er faldet til jorden.
2020-plan bør bekæmpe arbejdsløshed
Reformerne udgør ikke bare et unødvendigt overgreb på nogle af samfundets mest udsatte grupper.
De vil også gøre køen til job længere for de mange ledige, der pt. jagter et.
Jeg forstår godt, hvis disse godt og vel 160.000 mennesker bliver provokerede af, at selv Danmarks Statistik ikke kan dæmpe regeringens myte-mantra om mangel på hænder.
Vi vidste det før, men nu er det blevet helt klart
Problemstillingen om mangel på arbejdskraft er falsk.
Virkeligheden er, at arbejdsløshed er langt den største udfordring, vi står overfor i de kommende år. Det er det, det skal handle om, frem til 2020.
Med venlig hilsen,
Frank Aaen
Enhedslisten.dk
Seneste kommentarer