Fortjent fredspris og fælles fremgang

RADIKALE VENSTRE
Margrethes pressemeddelelse
(Modtaget pr E-Mail)
Fortjent fredspris og fælles fremgang
Margrethe Vestager, 13-dec-2012
Ecofin – der er EU-rådet af økonomi- og finansministre – holder møde 11 gange om året.

Det foregår oftest i en mødesal uden vinduer.
Kaffen smager som om den er brygget i Luxembourg og kørt med tankvogn til Bruxelles.

På nær, når mødet holdes i Luxemburg.
Så smager det som om kaffen er kørt fra Bruxelles.

Bag mødelokalet med udsigt til gruppen af ministre, der holder møde, sidder tolkene i deres bokse og tolker til og fra alle sprogene.

På bordet ligger dynger af papirer med komplekse forslag.
Forslag, der skal blive til endnu mere indviklede kompromiser.

Jeg sukker indeni og overvejer et kort øjeblik om jeg dog ikke kunne undvære det.

Svaret er altid rungende ja til at undvære kaffen (så jeg tager te i stedet ).

Og et ligeså rungende nej til at undvære EU.
Faktisk er EU, sammen med murens fald, det bedste, der er sket for fred i min levetid.

For fred og fremgang er både EU’s fundament og resultat.
Og det på trods af at Europa er grundigt udfordret – af krise, af at vi bliver ældre og ældre og af mangel på dynamik.

Et Europa, der stadig er skønt og særligt.
Vores styrke ligger i vores forskelle og vores fællesskab.

Forskellene som viser sig kulturelt, sprogligt og i de historiske forhold til hinanden i krig og fred.

Fællesskabet som vidne til fred og frihedsrettigheder og det indre marked, der er symbolet på og bevidstheden om, at uanset hvor stærke eller svage vi er hver for sig, så kan vi kun for alvor udrette noget sammen.

Freden synes vi at tage helt for givet.
Og det endda uanset at verden stadigvæk er et ufredeligt sted.

Desværre virker det fortsat ikke som om menneskeheden bliver klog og indsigtsfuld nok til at undgå krig.

Der skal mere til. Og det ‘mere’ er EU. For EU er et forpligtende samarbejde uden historisk sidestykke.

Et samarbejde om fred.
Fra de allerførste idéer blev der skabt afgørende balancer: Balancen mellem markedets dynamik og demokratiets kræfter.

Balancen mellem de fælles forpligtelser og hvert enkelt medlemslands eget ansvar for at føre forpligtelserne ud i livet.

Det er et samarbejde med store resultater: Det har styrket velstanden og demokratiet og sikret fred.

Der er resultater, men hvor skal vi så hen nu, EU?
Inden vi haster videre med flere store skridt på vejen, er det passende at stoppe op præcis så længe, at vi kan kigge os tilbage: Det har været både hårdt arbejde i udfordrende terræn og med omveje for at komme til, hvor vi er i dag.

Men vi kan til gengæld nyde udsigten og kigge tilbage på 60 års fred.

Det glæder. Også selvom vi ikke er så gode til at nyde!
Råbet er videre!

Og i disse kriseår er kravet også løsninger! Det er kimen til EU’s succes.

Det er grundlæggende, at EU netop leverer løsninger, der bliver ført ud i livet.

Også selv om beslutningsgangen er tung og tingene tager tid.
Der er hele tiden nye ideer og nye krav i omverdenen at forholde sig til.

Til gengæld bliver en gennemdrøftet og vedtaget lovgivning ikke bedre end dens gennemførelse.

Det er ikke nok at få nye ideer og vedtage dem.
Det store arbejde er at gør dem til virkelighed og blive ved med det i stedet for altid at haste videre til nye ideer.

Derfor er det ikke alene gjort med møder med dynger af papirer og komplicerede kompromiser.

Der er også et eget ansvar, nemlig det, der påhviler det enkelte land.

For det er her udførelsen foregår.
Vi kan ikke bede andre om at gøre arbejdet for os.

Det er vores opgave som land at sikre, at vi har styr på butikken – at vi selv lever op til de fælles regler og aftaler, vi har forpligtet os til.

For uden eget ansvar, ingen fælles løsninger.
Men fordi vi kun for alvor kan udrette noget sammen, giver det mening med møder i en mødesal uden vinduer, med kedelig kaffe og dynger af papirer.

Tænkt at det er de våben vi vinder freden med :-)
Det har indtil videre bragt os 60 års fred, demokrati og velstand.

Tillykke til EU med Nobels fredspris.
Den er fuldt fortjent!

Venlig hilsen
Margrethe Vestager
Du kan se mere nyt på //radikale.dk