Det er godt, at regeringen nu bøjer sig og indvilger i at sikre, at ingen udfaldstruede mister hele deres forsørgelse.
(Pressemeddelelse modtaget 14-05-2013 kl. 13:53.)
Regeringens kursændring viser, at presset udefra virker.
Forude venter forhandlinger om indhold og finansiering af redningspakken.
Og arbejdet for et retfærdigt og trygt dagpengesystem vil selvfølgelig fortsætte med uformindsket styrke.
Et fremskridt med knaster
For bare et par uger siden afviste regeringen fuldstændig at gøre noget som helst for at hjælpe de arbejdsløse. Så det her er et vigtigt fremskridt. Ikke mindst for de 12-14.000 arbejdsløse, der stod til at miste hele deres forsørgelsesgrundlag efter den 1. juli, når Enhedslistens midlertidige uddannelsesordning udløber.
Der er nogle knaster i regeringens udspil. Det gælder for eksempel finansieringen af den nye ydelse. Det vil vi forsøge at ændre på i de kommende forhandlinger med regeringen. Vi skal nu nærstudere hvert eneste sætning i regeringens udspil. Djævlen gemmer sig som bekendt ofte i detaljen.
Regeringen blev presset til at handle
Det er også meget positivt at opleve, at regeringen faktisk kan presses. Fagbevægelsen har gjort en stor og vigtigt indsats. Baglandet i S og SF har råbt op. Og vi har fra Enhedslisten i månedsvis presset på.
Senest har vi gjort det klart for regeringen, at der skulle en løsning til for de udfaldstruede dagpengemodtagere, hvis regeringen ville helskindet igennem afslutningsdebatten. Det pres har virket. Det giver håb for fremtiden.
Nu begynder det lange seje træk
Regeringens udspil er brandslukning, der forhindrer de allerværste sociale konsekvenser. Også selvom lappen er væsentlig større, end de lappeløsninger regeringen ellers har leveret.
Regeringens indrømmelser her og nu vil på ingen måde stoppe Enhedslistens arbejde for permanente forbedringer af dagpengesystemet. Og heldigvis har regeringen da også erkendt, at der er behov for at gentænke vores dagpengesystem. Men hvis der skal komme en god løsning ud af det arbejde, så skal presset fortsætte.
Som sagt: Enhedslisten bliver ved med at presse på for et trygt, solidt og retfærdigt dagpengesystem.
Med venlig hilsen,
Johanne Schmidt-Nielsen
For yderlig læsning.
Hjemmeside /enhedslisten.dk
Seneste kommentarer