Margrethe Vestagers pressemeddelelse
Modtaget pressemeddelelse, pr. e-mail 11-06-2014.
Kære Radikale
I går var der afsluttende debat for dette folketingsår.
Vi så tilbage på et år, og en politisk sæson, med store omvæltninger og store resultater.
Nu kan vi så se fremad efter at have lagt en solid grobund for Danmarks fremtid. For vi er selv med til at skabe det samfund, vi ønsker.
Vi skal finde ud af, hvad vi skal leve af, og hvordan vi passer på den jord, vi lever på. For det er vigtigt, at vi holder retningen og præger samfundet, når tiderne skifter, og sandheder forandres.
I januar blev mindretalsregeringen lidt mindre, da SF trådte ud af regeringssamarbejdet.
Jeg vil endnu engang gerne sige tak til SF for godt samarbejde. Og jeg håber bestemt, at det gode samarbejde fortsætter med SF uden for regeringen.
Regeringen har holdt kursen, selv når det blæste op. Og resultatet er en lang række resultater, som vi kan være stolte over.
I maj måned fremlagde vi en vækstplan, der skal trække Danmark helt ud af krisen. Samtidig har vi præsenteret vores forslag til en ny indsats for mennesker, som står uden arbejde.
Det forhandles nu.
Vi ønsker os frihed til, at hver enkelt kan blive set som det menneske, man nu engang er. Og derfor få den indsats, der skal til for at få et arbejde igen.
Væksten i Danmark stiger, og ledigheden falder.
Beskæftigelsen er i løbet af 2013 øget med 28.000 personer. Det er ikke længere kun os radikale, der kan sige, at vi tror på fremtiden. Erhvervslivet stemmer i og ser nu også lys forude. Vi er på vej ud af krisen.
Vi har skabt en naturfond, der vil give os nye, herlige naturområder. Vi har aftalt en togfond, der giver os grønne, elektriske togskinner, og sparer tid for danskere i hele landet.
Vi har lavet en ressourcestrategi, der skal sikre, at vi genanvender dobbelt så meget af vores husholdningsaffald i 2022. For vi har kun én klode, og det er vores fælles ansvar at passe på den.
Vi har lavet en lang række sociale tiltag. Massiv investering i uddannelse. En reform af erhvervsuddannelserne, der sikrer unge en attraktive faglige uddannelse. Det fortjener de.
Men én ting er uddannelse for unge – voksne kan også have et oplagt behov. Over de kommende år er der en milliard ekstra til voksnes uddannelse. Især de voksne, som har fået mindst uddannelse som unge.
Ideen er, at kurser kan blive rettet mere direkte til job, og gennemføres på virksomheder med en lavere betaling for at deltage. Uddannelse er en af vejene til arbejde, for det er også velfærd at have et job at stå op til hver morgen.
I dag har vi været med til at skabe mere sikkerhed og forhåbentlig forebygge ulykker på byggepladserne i Danmark. Byggepladser er et af de farligste steder at arbejde og med vores aftale om sikkerhedskort til håndværkere, vil det øge fokus på sikkerhed og ordentlige arbejdsforhold.
En handlingsplan for psykiatrien skal hjælpe de mennesker, der ryger ud på et sidespor, når de bliver ramt af psykiske sygdomme.
Og de næste år vil der komme fokuserede tiltag for at hjælpe voldsramte kvinder, mennesker med stofmisbrug, og mennesker, som står uden hjem. Fordi Danmark skal hænge sammen.
Vi er gode til at vise omsorg og passe på hinanden. Det er en del af vores grundlag. Også når tiderne forandres.
Midt i reformarbejdet skal vi også fejre os selv!
Folketingsåret bød nemlig også på et comeback til Europaparlamentet, med det bedste radikale valg siden 90’erne. Og et soleklart JA til patentdomstolen.
Det er vi stolte over. For Danmark er ikke alene i verden. Vi er en del af Europa, og et velfungerende EU betyder et velfungerende Danmark.
Fra i morgen, torsdag, og ugen ud, er vi, sammen med mange andre, til Folkemødet.
Kom forbi i det radikale telt – vi er klar til at lytte, samtale og diskutere.
For vores del starter Folkemødet fra hovedscenen torsdag kl. 17.
Jeg håber, vi ses.
For yderlig læsning
Seneste kommentarer