SF: Fodboldklubber skal betale for politiopbud
af Karina Lorentzen
Elitefodbold er desværre ofte forbundet med vold, hærværk og uroligheder frem for fest og farver.
Senest gik det ud over en nyhedsjournalist, som midt under en live udsendelse blev ramt af et knytnæveslag.
SF’s retsordfører Karina Lorentzen vil have fodboldklubberne til at tage et større ansvar – og så skal politiet have redskaber til at ramme de fodboldfans, som skejer ud i forbindelse med fodboldkampe.
SF har ikke noget imod, at der afsættes et rimeligt antal ressourcer til fodboldkampene, men når massiv polititilstedeværelse afspejler en særlig risiko for slåskamp eller andre uroligheder, bør det ikke kun være politiet og skatteydernes problem.
Det bør også kunne mærkes i fodboldklubbernes kasser, siger Karina Lorentzen Dehnhardt, som er villig til at se på en ordning, hvor klubberne skal bære et større økonomisk ansvar.
Når fodboldklubberne bliver ansvarlige – også økonomisk – for hvordan deres fans opfører sig, giver vi et incitament til at få luget ud blandt ballademagere.
På længere sigt kan det nedbringe forbruget af politiressourcer i forbindelse med fodboldkampe, forklarer SF’s retsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt.
SF har udarbejdet et fempunktsudspil, som skal gøre livet surt for fodboldbøllerne.
I udspillet foreslås det bl.a., at man anvender et fingeraftryksregister til at afsløre personer, som politiet har meddelt karantæne, men som i dag vil kunne snige sig ind på stadion.
Derudover vil SF sikre ro på station ved at gennemføre alkohol- og stoftests ved indgangen, som skal gøre det muligt at afvise stærkt berusede eller stofpåvirkede personer.
For yderlig læsning
Seneste kommentarer