Vismændenes seneste rapport viser tydeligt, at mangel på arbejdskraft ikke er et gyldigt argument for at afskaffe efterlønnen.
Gentagelses magt er stor i politik.
Hvis noget siges tilpas mange gange, begynder det at lyde sandt.
Det gælder for eksempel myten om, at vi kommer til at mangle hænder,
hvis vi ikke afskaffer efterlønnen.
Selv vismændene, der ellers hylder tilbagetrækningsreformen,
leverer argumenter mod den forklaring.
Det fremgår af deres seneste rapport, som jeg netop har gennemgået.
28 år med flere arbejdsløse
Et af vismændenes regneeksempel viser, at efterlønsreformen faktisk medfører en stigning i arbejdsløsheden på 20.000. personer.
Der bliver også flere arbejdsløse i den korte periode frem til 2018,
hvor arbejdsstyrken midlertidigt bliver mindre, fordi befolkningen ældes.
Først i 2040 vil arbejdsløsheden være tilbage på samme niveau,
som hvis efterlønnen ikke var blevet begrænset.
Rapporten gør det altså soleklart, at mangel på arbejdskraft ikke holder som argument for at afskaffe efterlønnen.
Efterlønsreformen tvinger dig ned i løn
Hvad skal tilbagetrækningsreformen så gøre godt for?
Det giver vismændenes rapport også et praj om.
De regner sig frem til, at – set i forhold til den almindelige udvikling – vil efterlønsreformen få reallønnen til at falde med hele 2 procent.
Vismændene erkender altså, at en begrænsning af efterlønnen vil presse lønningerne ned.
Under tirsdagens afslutningsdebat i Folketinget spurgte jeg Margrethe Vestager, om 28 års øget arbejdsløshed og en 2 procent lavere realløn fik hende til at fortryde tilbagetrækningsreformen. Hun svarede nej.
Ny politik frem for tragikomik
De Radikales leder var ikke alene med sit synspunkt.
Borgerlige og radikale politikere stod i kø for at forsvare begrænsningen af efterlønnen med myten om mangel på hænder.
Tilsyneladende satser de på, at myten bliver sand, hvis de gentager den.
Det tvinger politikerne ud i fornægtelser og udenomssnak, til politik ender som absurd teater.
Det kunne være morsomt, hvis ikke det fik så alvorlige konsekvenser for tusinder af arbejdsløse og lønmodtagere.
Jeg glæder mig til, at en ny regering overtager scenen.
En af de første ting, Enhedslisten vil få skrevet ind i deres manuskript, er, at efterlønnen skal bevares.
Det er job, vi har brug for – ikke flere arbejdsløse og lavere løn.
Med venlig hilsen,
Frank Aaen
//enhedslisten.dk/