LEGENDEN OM ZIONISMENS DAVID, hans kampe mod palæstinensere og hans forbrydelser mod menneskeheden

Af Flemming Falkenberg Hansen  23. juli 2014 kl. 16:3

…NÅR NU DER FREMFØRES SÅ MEGET HARAM FOR HALAL-HIPPIER

Begrebet “halalhippie” er et ironisk begreb, der nedladende antyder at en person gør sig skyld i naive opfattelser af muslimer. Man ser det for sig: Som i de glade ungdomsoprørsdage tåger folk rundt i en hashrus, og fremsiger snøvlet, høje og skæve: ”…LOVE, PEACE AND BROTHERHOOD, MAN…AND SOME FREE SEX”. Det arabiske ord “halal” angiver at noget er “tilladt”, og det bruges så ironisk og nedladende om dem, der skulle tillade tilstedeværelsen af muslimske mindretal.

I den koraniske forståelse af leve- og spiseregler modstilles “halal” med “haram”, der så på arabisk udtrykker “det forbudte”. Det er faktisk vigtigt at omtale tabuiserede sider af mellemøstlige konflikter. Det trænger sig på i forhold til indlydelsesrige pressionsgrupper: et anti-islamistisk netværk, der totalitært vil fremstille islamistiske fjendebilleder som om de er dækkende for alle muslimer. Og et pro-zionistisk netværk, der vil fremstille overgreb og folkemord fra den israelske hær som om de ikke blot er legitime og altså skulle afspejle folkeretlige konventioner, men også være forståelige som “Israel’s ret til at forsvare sig selv”.

Af ganske mærkelige grunde er det ikke tilladt haleluja-flippede “halal-hippier” at anfægte forudsætningerne for at et land som Israel forsvarer sig selv. Der sidder nogle benhårde “haram-ideologer”, som nedlægger zionistiske forbud mod den slags overfor kritik af Israel. Der er også militante grupper, der opfordrer til udslettelse af den israelsk stat. Og af tilsvarende mærkelige grunde er det muslimsk og arabisk haram for halal-hippier at stille spørgsmålstegn ved dette.

Agurketiden har ofte sine anti-islamistiske input og sommeren 2014 er ingen undtagelse. Det er blot pudsigt at se hvordan propagandamaskineriet fungerer helt uanfægtet af de forbrydelser mod menneskeheden, som israelsk militær foretager mod palæstinensere i Gaza. Det er hensigtsmæssigt at se på propagandaens rolle, både som fokusering af folkeligt had og som afledningsmanøvre. Det har til alle tider været strategisk afgørende i succesfuld krigsførelse.

Her er en slags befrielsesteologisk legende om forholdet mellem Zionisme og tiltagende racehad, både i Danmark og i udlandet. Begrebet “legende” bruges som den type dækhistorie, som efterretningstjenester anvender, når agenter sendes undercover til opgaver bag fjendens

linier. Selv om David er navn på en religiøs skikkelse fra den jødiske Bibel, er legenden her først og fremmest politisk og strategisk.

For at afdække propagandaers dækhistorie skal der ikke herske tvivl om hensigten med legenden: den forsøger ikke at fremlægge skjulte dagsordener, og ønsker grundlæggende “fred og alt godt”, men det er ikke altid lige nemt i en verden af hysteri, politisk spin, militære magtovergreb og forbrydelser mod menneskeheden.

1. DEN HYSTERISKE PROPAGANDA OM MUSLIMSKE TØRKLÆDER

I det indledende afsnit er først og fremmest afledningsmanøvren inde i billedet. Det er banal proportionsforvrængning at opfordre til sammenstød og antastelser af tørklædebærende kvinder på offentlig gade og vej i Danmark, når det egentlig er udtryk for demokratisk frihed hvordan man er påklædt i det offentlige rum. Langt flere kvinder med anden etnisk baggrund har udviklet tvangstanker om selvdestruktiv adfærd og selvmord, blandt andet på grund af hysteriske kvindeidealer om udseende og på grund af anti-islamistisk hetz.

Det er hysterisk propaganda, at “muslimer” tildækker kvinderne, og de overholder da heller ikke Koranens ord, der anbefaler at begge køn ærbart tildækker sig, og gør det sådan, så man kan se forskel på herrer og damer. Koranens ord er een ting. Muslimsk eksilkultur i europæiske lande er noget andet. Masser af europæiske muslimske mænd og kvinder “tildækker” sig i øvrigt heller ikke.

Det er argumentation for landsbytosser at kalde traditionen for særlig “muslimsk”, når den er jødisk. Og udspringer af fælles mellemøstlige ørkentraditioner. Her er et par blinde vinkler, der følger af propagandaens afledningsmanøvrer:

Ortodokse jødiske mænd går med mærkelige hatte og kalotter, så skal et eller andet ekstremt internationalt meningspoliti gå i gang, må den formastelighed vel også stoppe. Det er jo ikke kun Burkaens tildækkethed, som anti-islamister farer i flint over. Den afgørende interesse er at fremme en apartheidskabenede anfægtelse af tørklædet med en særlig racistisk symbolværdi hos “muslimen”.

Hele spørgsmålet om tørklæder går tilbage til apostlen Paulus, der omtaler spørgsmålet i en længere gennemgang af kvinders rolle i menigheden. Udgangspunktet er derfor kristent, og tildækning af håret har været anvendt folkeligt og elitært i munkevæsenet og hos nonner i europæisk sammenhæng længe inden det gør landgang i Koranens genbrug, og længe før en meget senere brug af tørklædet opfattet som noget særligt muslimsk.

Modernismens salafi-grupper afmytologiserer ikke paulinske formuleringer omkring rabbinske opfattelser af liturgisk tildækkethed, men remytologisere det. Det er absurd at beskylde rabbinske anbefalinger for muslimske. Men klart nok, at fundamentalistiske grupper, der som ud fra salafisme hylder “fædrenes tradition” og “den rene islam”, drager andre og mere vidtrækkende konsekvenser af Koranen end andre muslimer. Der er jo også bibelfundamentalister, der drager vidtrækkende konsekvenser af bogstavtro kristendom.

Det er cirka lige så absurd som at kalde jødiske kosher-regler for slagtning af dyr (og i øvrigt en del andre forskrifter for tilberedning af måltider) for særligt muslimske. Jødiske kosher-regler har gennemgået en muslimsk remytologiseret genbrug udtrykt på arabisk som halal-slagtning. Det er kulturelt set ganske andet end totalitær beskyldningskultur, uanset om der er tale om anti-islamistisk hetz, eller salafistiske gruppers mere eller mindre fundamentalistiske opfattelse af islamistiske.

Den hysteriske propraganda hyler op om “dhimmificering” – (en slags sharia-lov underkastelse, når kød er halalslagtet), men ikke et ord om at al mad fra McDonalds overholder jødiske kosher-regler. Det er ikke alle McDonald-restaurenter, der overholder sabbat-kravet, hvorfor de af denne grund ikke benyttes af fundamentalistisk indstillede jøder, men ellers overholder køkkenet jødisk kosher.

2. EKSTREMISME OG RADIKALISERING AF FOLKEBEVÆGELSER

Det kan godt være at Nazi-tyskland opfandt jødestjernen, men den klæber meget godt til det israelske flag, og følger pænt med som tegn på zionistisk apartheid, anti-semittisk racisme og undertrykkelse af palæstinensere.

Salafisme blev tidstypisk internationalt udbredt fra samme periode som fremkomsten af dialektisk teologi i Tyskland. Begge former for totalitær metafysik har bidraget aktivt til anti-demokratiske miljøer og opildnet til dannelse af fjendebilleder. Begge miljøer – indenfor højrenational islam og højrenational kristendom – er præget af tidligere tiders opfattelser af ortodoks strenghed og høje krav om enkeltpersoners fromhedsliv. Og begge miljøer er missionerende og ekspansive. Nogle grupperinger er militante. Mens vi stadig venter på den helt ædende onde senmoderne udgave af militant islam, så har vi både set nazismens evne til (med dialektisk teologis velsignelse i form af “den tyske kirke”) at gøre omfattende fortræd, som vi har set USAs evne (forsvaret af Huntingtons teser om Civilisationssamenstød) til at anvende masseødelæggelsesvåben, og her senest måske oplevet at Israel er gået over en ikke-demokratisk linie, der ikke rigtigt kan bortforklares. Selv om den zionistiske doktrin om “retten til Israel’s selvforsvar” kolporteres flittigt i verdenspressen.

Det er meget afsporende for demokratisk debat at både almindelige mennesker som Hr og Fru Danmark og mennesker med relevante langvarige uddannelser som racistiske præster, nationalmilitante frihedskæmpere for hadetale, og højreekstreme alliancemagere ikke tager sig sammen. De nægter at forstå at ekstreme abstrakte opfattelser ikke retvisende kan gøres til genstand for massebevægelser, uden konkret at fortegne mange menneskers liv. Lars Hedegaard kan ikke se en muslim for bar anti-islamistiske fobier.

Så derfor er det i orden når delvist skriftkloge præster og teologer gør gældende at “kristne” da skam ikke gør som den jødisk skriftkloge rabbiner Paulus anbefaler om tildækning. Men ikke i orden at besvare salafistisk radikaliseret islamisme med “totalitær anti-islamisme”, og fnyse, at den slags demokratisk gebrækkelighed skulle gælde for alle “muslimer”. Er alle “debattører” lige så hysteriske som Sørine Gotfredsen? Er alle “danskere” lige som demagogiske som Lars Hedegaard og Søren Espersen? Gør alle “danskere” som Torben Mark Pedersen og Katrine Winkel Holm – tager i sommerhus med nynazister? Er alle “nordmænd” lige så handlekraftige som Breivik? Nej, vel?

Ekstremisme er både sindelagskontrol og radikalisering af folkebevægelser. Derfor bruges totalitære ideologier til at radikalisere politiske dagsordener.Og udslag af terror- mistanker og -beskyldninger bliver anledning til at demokratier forfalder til udemokratisk krigszoner.

3. POLITISK DAGSORDEN OG TERROR

Det er gribende afstumpethed i politisk demokrati, og kan kun fremme militante miljøer som den israelske hær, der foretager semitisk holocaust – eller palæstinensiske terrorceller, der fyrer nytårsraketter af i frustration over at være spærret inde i bur som dyr. Der har været spektakulære terrorangreb, som har været begrundet med aversion mod ikke-muslimsk imperialisme og vestlig kultur, noget som militante grupper med inspiration fra radikale dele af fundamentalistisk salafistisk og whahabistisk, hovedsageligt saudi-arabisk islam. Allerede i 2003 stod det klart, at der ikke er tale om en stor fælles militant muslimsk terrorfront, vendt mod vesten.

Den væsentligste ændring i vestlige samfund har ikke været de relativt få episoder med spektakulære terrorhandlinger, foretaget ud fra forskellige – og ikke kun muslimsk begrundede motiver, men omfattende anti-terror-indgreb og særligt USA’s massive overvågning, som repræsenterer overgreb på borgeres grundlæggende rettigheder til privatliv, og også en undergravning af den demokratiske uskyldsformodning at en borger er uskyldig, indtil vedkommende er dømt. En anden væsentlig ændring har været radikalisering af debatkulturen og forsøget på at erstatte demokratisk ytringsfrihed med højreradikale gruppers brug af hadetale i det offentlige rum.

Man kan for min skyld godt have udblik til andre former for militant undertrykkelse som hos organisationen ISIS, der af det internationale samfund er markedsført som al Qaeda’s afløsere. Bare det ikke afskærmer for amerikanske fængselsforhold og retsløse tilstande (pædofilt beskyldt dansker, fattige amerikanere og al Qaeda mistænkte) og ikke glemmer USAs stribe af angrebskrige uden folkeretligt mandat. Som storebror USAs tradition for “wild west” således har lillebror Israel’s angrebskrige med sin tradition for en slags “wild east”.

Hermed er ikke glemt Putinstan – en slags “wild far east”, forholdene i Ukraine, eller situationen i Syrien, hvor andre afstumpede personligheder har haft udelt succes med forbrydelser mod menneskeheden, fordi zionistisk afstumpethed kører med medieklatten, så vedenssamfundet kun giver spalteplads til mellemøstlige forhold, mere sammensat end zionistisk beskyldningskultur. Beskyldningskultur og fremmedhad, rettet mod andre er nemmere end selv at forholde sig næstekærligt til mellemfolkeligt samvær og humanitær indsats.

4. OFFENTLIG ORDEN MED NÆSTEKÆRLIGHED ELLER FREMMEDHADETS BRUD PÅ DEN OFFENTLIGE ORDEN

Lukasevangeliet har en fantastisk fortælling om næstekærlighed, kendt som lignelsen om “den barmhjertige samaritaner”. Den viser en hjælpende palæstinenser, og at udstiller to højreradikale jøder, som i den bibelske fortælling var hamrende ligeglade med deres “næste i nød” og bare gik videre. Fortællingen handler også om fremmedhad, for datidens højreradikale jøder hadede samaritanere lige så indeligt som nutidens zionister hader palæstinensere.

Så kunne man vælge side: enten at rendyrke sin dybe foragt for de fremmede eller vælge at efterleve noget af det, som paulinsk kristendom også handler om: næstekærlighed. Skriftkloge teologer anerkender forhåbentlig her den grundlæggende teologiske indsigt at lægen Lukas var med Paulus på den side af aposteldekretet, der gik ind for “hedningemission”, og ikke som Mattæus handlede om “de fortabte får af Israels hus”. Det kunne Hr & Fru Danmark så muligvis vide som kirkegængere uden at dele teologiske forudsætninger med rabbiate og racistiske teologer, der benægter den slags.

“Hedningemissionen” hos Paulus og Lukas fik sidstnævnte til at samle og nedskrive lignelser og fortællinger i sit Lukasevangelium, der nyfortolker den grundlæggende gammeltestamentlige tankegang at “næstekærlighed” ikke kun er din nabo og dine egne, ligesindede nationalrabbiate – som islamistisk salafisme og tysk dialektisk tradition med dens Tidehverv hvæser til alle.

Hedder citatet fra både jødernes bibel og Det nye Testamente ikke at “du skal elske din næste som dig selv”? Eller er tiden moden til totalitært ophøjet kristendom, der racistisk giver udtryk for politisk korrekthed med remytologiseret næstekærlighed som: “Du skal ære din egen nationalmilitante historie og hade den fremmede som dens fjender”? Bemærk lige at personen, din næste, underlægges ideologi, din nationalmilitante historie,

“Næstekærlighed” er “fremmedkærlighed”, og derfor i Lukasevangeliet en stor glæde – eller forbandet pligt – hvis man vil forholde sig til muslimer i apartheidmæssig skelnen. Nu hævder jeg ikke at en kritisk skelnen ender – som hos nynazister, White Pride eller Danish Defence League, der tankeløst abstrakt udbryder “Bomb lortet”. Det illustrerer hvordan radikaliserende propaganda gøres til folkeligt had.

Det er fysisk virkelighed for moskeer og hospitaler i Gaza lige nu. Og sådanne ugerninger sidder danske racister og savler over.

Og hvad siger Paulus og Lukas lige til det? At “næstekærlighed” er “fjendekærlighed”. Man forråder en god sag ved at sælge ud af de ægte værdier. Jeg vil godt klynge en Judas op i et træ på at 40 sølvpenge netop er anledning til “jødisk antisemitisme”, men så vil jeg heller ikke glemme at kong David er al “ikke-zionistisk antisemitisme”’s forfar. Det gælder om David både i udstillingen af fjendebilledet fra ungdommen med den palæstinensiske Goliat (“filister” er blot det arabiske ord for “palæstinenser”). Og den senere David i politisk spin overfor datidens internationale samfund. Altså ud over at David var mester i angrebskrig, konspiration mod israels kong Saul.

Det afgørende er ikke den religiøse opfattelse af “næstekærlighed”, men at mellemfolkelig tillid skaber ro og demokratisk orden i det offentlige rum. Alternativer er bl.a. verbale og fysiske overfald i det offentlige rum, hvor racistisk relateret vold, der forstyrrer den offentlige orden.

5. JØDISK ANTI-SEMITISME & IKKE-ZIONISTISK ANTI-SEMITISME

Prøv lige at lade forskellen mellem “jødisk antisemitisme” og “ikke-zionistisk antisemitisme” stå et øjeblik.

Lidt befrielsesteologisk bibelkundskab kan muligvis lette forståelsen.

“Jødisk anti-semitisme” og “ikke-zionistisk anti-semitisme” er ikke modsætninger, men som to sammensatte personer, der begge er fortabte sønner af samme far. Denne far er i Lukasevangeliet billeder af den barmhjertige Gud, men dog pågående provokation, hvis fortællingen aktualiseres: Den ene fortabte, israelske Søn misbruger sin jødiske arv, forlader det besatte område i Palæstina, og drager til de fremmede lande i diasporaen, hvor han går til i zionistisk prostitution og ender symbolsk i en svinesti. Men kommer “til sig selv” og vender hjem til Israel, og bliver velsignet.

Den anden zionistiske søn bliver hjemme i det besatte område, men lever et liv i surmulende hårdt arbejde og fodrer den indre svinehund med beskyldningskultur mod sin far, den jødiske opvækst og tradition. Hverken oldtidens jødiske besættere eller nutidens nationalmilitante besættere er blandt Gud HERRENs bedste børn.

I den gammeltestamentlige baggrund underspiller zionisme kong David’s mellemøstlige intrigemageri, der med sine legender giver anledning til “pro-zionistisk anti-semitisme”, altså jødisk racisme vendt mod arabere og muslimer. På denne måde fussioneres profetiske, religiøse Ziontraditioner med nationalmilitante krav om overholdelse af ikke gældende rettigheder til et forjættet land, israelere har besat.

“Zion” er jo bare en lokalitet ved Jerusalem, men det er jo svært når der går totalitær symbolværdi i tingene.

Zionisme er ikke kritisk afmytologisering af David-figuren, men en militant remytologisering. Pro-zionistisk antisemitisme rettet mod arabere og muslimer har ikke opfundet David-figuren, men spunnet videre på figuren. Det er konspirationsteori og konspirationspraksis på et højt politisk plan. Selv uden zionistisk remytologisering er legenderne om David-figuren i jødernes Bibel af tvivlsom karakter.

De profetiske Zion-traditioner deler ikke zionismens helligkrigsopfattelse, hvor “jihad”, (arabisk) er den muslimske genbrug af (jødisk) “zelot”, der både på arabisk og hebraisk betyder “nidkær”, og som begge historisk har været knyttet tll militære opstande. At Europa udviklede sin egen inkvisitoriske kristendom og korstogsteologi gør det ikke nemmere at forholde sig til. Både katolske og protestantiske bidrag har medført udbredelse og brug af amerikanske opfattelser af helligkrig. “With God on our side” er blot en mere velkendt variant i form af amerikansk remytologisering af helligkrig.

6. KRITISK AFMYTOLOGISERING OG TOTALITÆR REMYTOLOGISERING

Zionistisk totalitær propaganda underkender mellemøstlige lovreglers vandringer rundt i et geografisk område med handelsruter til Asien og Europa, omfattende folkevandringer og gensidige lån af kultur, historie og undertrykkelse fra Hammurabis Lov og frem til nutiden. Det er demagogisk at forsøge med en slags alkymistisk destillat af “lovreligion” og det er håbløst naivt at underkende flerkulturel sameksistens og konflikter samt idiotisk at lukke øjnene for multireligiøs udveksling af forestillinger i det mellemøstlige område.

Mens jeg altså selv som kristen og som teolog er ret vild med Davids jødiske salmer, bryder jeg mig ikke om zionistisk misbrug af David, altså udover at de bibelske fortællinger om David-figuren rummer misbrug og overgreb, der næppe kunne holde til en sag ved menneskerettighedsdomstolen i Haag.

Den zionistiske David er lovløs, kriminel terrorleder og landflygtig. Den zionistiske David er derfor et fremragende forbillede for de mest morderiske elementer i Hamas, ISIS eller hedengangne al Caeda.

I min familie har vi hjulpet jøder og skjult danske politifolk under den nazistiske besættelse af Danmark, der ikke overholdt nogle folkeretlige hensyn. Jeg har meget til overs for jødisk kultur og historie. Derimod har jeg intet til overs for jødisk militant zionisme.

Men det ændrer ikke ved at nationalmilitant zionisme har skabt et diktatur i staten Israel, der netop er sammenligneligt med nazistiske besættelser af andre folkeslag og lande. Jøderne var et folk uden hjemland under den nazistiske besættelse af Danmark. Helt på samme måde som det palæstinensiske folk uden hjemland i dag er spærret inde og besat. Jødeforfølgelser har skabt flygtninge og bosættelser i eksil, ligesom forfølgelse af det palæstinenske folk skaber flygtninge og bosættelser i eksil.

Nazistiske krigsforbrydelser kom til offentlighedens kendskab i Nürnberg-processerne. Zionistiske krigsforbrydelser bør underlægges lignende retsforfølgelse. Sidenhen har den jødiske nazijæger Simon Wiesenthal og centret opkaldt efter ham haft følgende missions-statement: “confronting antisemitism, hate and terrorism, promoting human rights and dignity, standing with Israel, defending the safety of Jews worldwide, and teaching the lessons of the Holocaust for future generations.”

7. ALL PEOPLE NOT WITHSTANDING MILITANT ZIONISM

Det er på tide at erstatte udtrykket “standing with Israel” med det afklarende “not withstanding militant zionism” og frakende “jews woldwide” nogen form for humanitær særstilling. Fred og sikkerhed gælder ikke kun jøder, men “all people”. Amerikanske præsidenter har tendens til nærmest blot at afspille Wiesenthal-centrets missionsstatement, når det handler om zionistisk agression.

Den ultimative afmytologisering af den zionistiske David er derfor et krav om folkeretlige konsekvenser for ugerninger, begået af den israelske hær. Dette krav kommer fra “alle folk, der ikke støtter militant zionisme”.

Politisk apartheidstyre begrundes med racismeholdninger, der benyttes som fjendebilleder i folkelig aggression. Vrede folkemasser fordrer demokratisk misbrug og overgreb, hvilket giver et apartheidstyre misvisende anledninger til statsterrorisme og folkemord.

Det er ligemeget om det er den zionistiske David, der massermyrder “filistre”, eller om KKK ønsker død over “n-s” (kort for “niggers”) eller militante islamister, der ønsker Israel jævnet med jorden, og altså gør følge med nazisters udryddelse af “jøden”.

Det var det internationale samfunds afklarede opfattelse omkring Nazi-Tyskland, mens det endnu er det internationale samfunds nutidige uafklarethed omkring det zionistiske Israel. “Zionisme” er ikke det jødiske folk, dets historie, eksil eller nødvendigvis forsvar for nationalmilitante zionisters gentagne bosættelser af palæstinensiske landområder.

Problemet opstår: Hvordan skulle jøder og kristne dog se den slags, når vi hylder smukke salmer tilskrevet harpespilleren og terroristen David, samlet i synagogers og kirkers gudstjenester, eller når amerikanske præsidenter i afslappende omgivelser tilsyneladende helt neutralt diskuterer udenrigspolitiske forhold på “Camp David”?

For yderlig læsning

Twitter ‪#‎Gaza2DK‬

FaceBook ‪#‎Gaza2DK‬