Kongehuset koster kassen
Penge har vi ikke for mange af i Danmark for tiden. Skattelettelserne til de velbjærgede har gjort stort indhug i formuen.

Kongehuset, der under ledelse af et ranglet, cigaretrygende ældre dame vokser sig stadigt større i antal.

De har et pengeforbrug så stort, at det indtil i dag har været den dybest bevarede hemmelighed i riget.

Og der hersker ikke den ringeste tvivl om, at jo flere personer der bliver i denne komplet ligegyldige statsinstitution – jo større udgifter for alle os andre.

Mange i den danske befolkning lever af en løn eller overførselsindkomst, der kun lige holder sulten fra døren.

Og den eneste glæde de har af kongehuset, er at sidde og se på tv, hvor man kan følge med i det kolossale overforbrug i de royale gemakker.

Det værste er dog pressens bukken og skraben og den sleskhed de viser for de kongelige og deres gæster.

Det er noget vrøvl at kongelige bidrager netto til nationaløkonomien som reklamesøjler internationalt.

De penge de får kunne bruges bedre med større afkast på andre personer, f.eks. kulturpersonligheder.

Monarkiet er et stødende system der vækker ubehagelige mindelser fra enevælden.

Det er en krænkelse af menneskerettigheder og demokrati. Og det bliver ikke bedre af at dens medlemmer er straffri.

Hvis dronningen blander sig i politik – særligt hvis hun nægter at underskrive lov – skal hun træde tilbage er der nogen der mener.

Men gør hun det?

Påskekrisen i 1920 er det hidtil klareste eksempel på at kongen har tilsidesat de demokratiske spilleregler. Den var et et eksempel på at kongen tilsidesætter det parlamentariske princip og vælter en regering samt udskriver folketingsvalg.

Der var ikke flertal imod regeringen i Folketinget.

Det kan ske igen?

Må verden bestå – Læs mere på PerJensen.dk

Påskekrisen – Wikipedia, den frie encyklopædi