I anledning af det kommende valg og i anledning af Søren krarups forsvar af Sørine Gotfredsen. Skriver Flemming Falkenberg Hansen på webportalen,  facebook.com/notes -Og fortsætter

Kære Søren Krarup
På mig virker du som en, der aldrig selv er blevet rigtig voksen, og dit forsøg på at forsvare Sørine Gotfredsen demonstrerer en gribende mangel på demokratisk forståelse.

Jeg skal ikke gøre mig klog på om noget er gået galt ‘i dit system’, men siden 1980erne har du lignet en apokalyptisk profet, der har forspist sig på en foragt mod det omgivende samfund og været drevet af en slags sandhedsåbenbaring, der tilsyneladende får dig til at tro, at du ligger i en division udenfor almindelige politiske og religiøse spilleregler.

I stedet for at lyde som en morgensur teenager skulle du alvorligt se dig selv i øjnene med det politiske ansvar, du faktisk har haft som del af magteliten.

Du har medvirket til at flygtninge blev hentet af bevæbnet politi efter at de havde søgt humanitært asyl i en kirke.

Du har som MFer medvirket til at hetze demonstranter, delegerede ved COP15 i Kbh, sendt børn i voksenfængsel, fordrejet demokratisk ytringsfrihed til en højreekstrem rettighed til at sprede had i det offentlige rum og skabt et vrangbillede af parlamentarisk orden med DFs groteske eksempler på værdipolitik og vanvittige dagsordener.

Disse forhold er ikke psykiske forestillinger inde i dit hovede, men politiske scenarier fra et Danmark, som du har hærget som faktuel radikaliseret politiker, med kontor på Christiansborg.

Jeg afskriver ikke din demokratiske ret til at ytre dig i det offentlige rum, men spar dog offentligheden for den patetiske selvmedlidenhed over at være forfulgt af magteliten: DF har ofte sendeflade i TV-primetime.

Horder af politiske kommentatorer og ivrige bloggere forsvarer det højreekstreme raseri over multikultur og islamisering.

Jeg vil gerne diskutere de politiske anliggender med dig.
Men jeg gider ikke høre alt dit personlige bavl.

Jeg er som sådan ikke sur på dig: Jeg har nærmest lidt ondt af dig.
En gammel pastoral og politisk mærkværdighed, lidt kierkegaardsk uden filosofisk at være lige så høj i hatten, når det gælder et principielt og metafysisk “enten-eller”.

Du forlod på en måde selv metafysikken fra Tidehverv, da du fik åbenbaringen om borgerkrig, dengang i 80‘erne – vist nok i dit folkekøkken på præstegården i Seem.

Jeg har et alvorligt demokratisk mellemværende med dig: Du lader til at mangle vilje til demokratisk forlig og evne til socialt at rumme afvigelser og anderledeshed.

Jeg formoder at der er interessante interne diskussioner mellem f.eks. Dansk Folkeparti og Den danske Forening – det islamkritiske forum i Folkekirken – eller møderne i Jespers kaffeklub/ORG.

Som outsider er jeg oprigtig imponeret.
Flot og elegant netværk: benhård strategi og talentfuld sammensætning.

Men jeg er også kritisk: Hvorfor i alverden samle så meget og så aggressivt organiseret talentmesse – helt udenfor demokratisk deltagelse – når der nu er så markante og samfundsorienterede mål med det hele?

Derfor virker det bekymrende, når du begynder at anstille betragtninger om virkelighed og virkelighedsfordrejninger, og taler om at Breiviks opfattelse kun skulle være relevant for psykiatrisk analyse.

Både dine profetiske visioner om borgerkrig, højreradikale opfattelser af danskhed som væbnet modstand med likvidering og den ensidige anti-jihadhistiske forståelsen af muslimer som enten terrorister eller voldtægtsforbrydere påkalder sig i høj grad politisk bekymring i et land, der påkalder sig demokratisk tradition.

Forskellen mellem politisk virkningshistorie og ideologisk historieforfalskning, som du et langt stykke af vejen lader til at dele med Lars Hedegaard fra Trykkefrihedsselskabet, stiller dig i en betænkelig bred tradition med kombination af politisk agression og social samfundsrevolte.

Her må jeg må udtrykke lige stor betænkelighed ved ugerninger i nazitidens Tyskland, sovjettidens Rusland og nutidens Norge.

Der er ikke kun psykiatrisk relevante analyser mellem Hitlers indoktrinering og krigsmaskine: der er en indlysende forbindelse mellem teori og handling.

Der er ikke kun totalitært vanvid at konstatere mellem militante visioner om marxistisk revolution og det, der blev revolten mod det russiske zardømme.

Der er glasnost-klare eksempler på umenneskelige overgreb.

På samme måde er der heller ikke kun psykiatrisk relevante bemærkninger at gøre mellem Breiviks inspiration hos Lars Hedegaard, Fjordman og andre i de højreekstreme netværk og hans egen sammenskrivning af politisk ekstremistisk manifest og den praktiske transformation til politisk motiveret terror.

Bin Laden foretog jo også koblinger af anti-amerikansk politisk analyse med politisk motiveret terror, så jeg anerkender fuldt ud at demokratier ikke kan rumme den slags umenneskelighed.

Både Breivik og Bin Laden benyttede en religiøse helligkrig-terminologi som del af iscenesættelse, motivation og intensivering.

Et totalitært sprog skal – til forskel fra dagligdagens – lades, så der kun fremstår sort-hvide spillere i den angivne kampplads mod den angivne fjende.

Du har indtil videre stillet dig i en lignende position – dog som profeten, der nøjes med at fremsætte åbenbaringerne og varslerne om den skræmmende fremtid.

Du gør dig ikke til helligkrigeren, der rydder op i det uvæsen, der har afsporet nutiden fra den indiskutable retfærdighed sandhed.

Du er velformuleret, og hjælper stærke kræfter med at gøre det politiske sprog egnet til at fremsætte krav om totalitære projekter.

Mit problem med dig er: du på denne måde dybt involveret i et sådant uvæsen, og virker som om du slet ikke forstår det.

Sørine Gotfredsen bliver efter min mening ikke hetzet. Jeg er enig med dig i at hendes kronik var modig.

Det var et sjældent forsøg på at offentliggøre højreekstreme holdninger og en slags commonsense-holdninger fra de netværk, som du færdes i.

Det er en kedelig totalitær og antidemokratisk forståelse.
Stoltenberg derimod viser hvordan man demokratisk kan bruge Breivik rigtigt.

Det sker ved at fastholde demokratisk rummelighed og forskellighed, hvilket både omfatter en evne til at diskutere afvigende synspunkter uden stigmatisering og at begå sig i det offentlige rum uden anvendelse af hetz, vold og ødelæggelse.

Du er velkommen til at mene at ytringsfrihed omfatter en kritik af totalitær og samfundsskadelig virksomhed.

Uanset om den måtte være af religiøs eller politisk art.
Men det er en fordrejning af ytringsfrihed at bruge den til indoktrinering.

Nazitidens fjendebillede af “jøden” som afskyelig type burde virke afskræmmende: dette historiske fjendebillede ligner det nutidige fjendebillede af “muslimen” som afskyelig type.

Når denne afsporede opfattelse af ytringsfrihed pakkes ind i et betydningsunivers som f.eks. “kulturkløften” på JyllandsPosten, skaber man en folkelig ramme med mulighed for at hidse sig op til hadefuld retorik mod dette fjendebillede.

Når kulturkløftens hadefulde bloggere inviteres til møder i Den danske Forening, sættes en politisk radikal indflydelsesfære i gang: hvad der var bloggeres dagligdag ved tasterne, udvikles til at blive mulighed for politisk pression.

Videre kan man mødes med den europæiske højreradikale elite indenfor rammerne af Trykkefrihedsselskabet, hilse på Wilders, mødes med Fjordman eller andre konceptmagere fra Gates of Wienna.

Tilbage bliver der så Dansk Folkeparti, nogle nynazistiske grupperinger, White Pride hooligans og Jespers lukkede Kaffeklub, som jeg har læst om i Redox-dokumentet, og fået reaktioner om fra bl.a. Ole Hasselbalch.

Jeg vil gerne fratrække den politiske modsatrettethed, der må præge et venstreorienteret researchkollektiv, der skriver en kritisk rapport om et højreekstremt netværk som ORG.

Jeg vil også gerne fratrække fremmedheden, der præger en ekstern operatør som Redox i forhold til ORG.

Oplevelsen “indefra” som fanatiker er anderledes positiv og nuanceret end for den kritiske outsider.

Jeg kender det fra Tongil-bevægelsen, Scientology og Oshio-bevægelsen – for nu at nævne netværk, der politisk er relativt højredrejede, men ellers kun i koncept deler en samfundsmæssig fjendtlighed og i organisation deler en social lukkethed med ORG.

For nu så at sætte fokus på disse forskelligartede indtryk, så vil jeg ikke hævde at der er nogen kausal sammenhæng mellem Breiviks terrorhandling og din apokalyptiske vision om borgerkrig i Danmark.

Din hæropstilling svarer ganske enkelt ikke til Breiviks taktik, og man behøver ikke at være officer af A-linien for at kunne se det.

Men der er for mange krigsscenarier i omløb, hvor det multikulturelle samfund i sin forskellighed fremstilles indoktrinerende enkelt, og man har alt for ensidigt militante løsningsforslag, uagtet at de ofte fremstilles som jokes.

Breivik har shoppet rundt i højreekstreme miljøer, hvor Lars Hedegaard og Fjordman – sammen med andre og øjensynligt amerikanske miljøer, har leveret elementer til hans manifest – eller om du vil Sørines uheldige ordvalg af ‘rationale’ – der har fungeret som den terroristiske handlings raison d’être.

Breivig står personligt til ansvar for sin ugerning, men står bestemt ikke alene om at nære samfundsnedbrydende følelser overfor demokratisk forskellighed. Og som gerne demonstrerer krav om total forandring og handlingsvilje til at opnå den.

Og det er her din udfordring ligger: at du på dine gamle dage og i din pension forliger dig med din alder: ikke blot skal du demokratisk til at blive voksen, men burde også lægge dit pubertetsagtige James Dean-oprør på hylden, så du for alvor kan bidrage til et løft i samfundets dannelse.

Herunder begavet samfundsanalyse og rummelig debat, fremfor totalitær omklamring af ytringsfrihed og oprettelse af lukkede netværk, der ægger til konspiration og sabotage af det demokratiske projekt.

For yderlig læsning

Flemming Falkenberg Hansen: Jeg synes folkekirken har et problem
 
Åbent brev til Københavns Biskop med KLAGE OVER SØRINE GOTFREDSEN
 
Åbent brev til Lisbeth Knudsen chefredaktør for Berlingske Tidende 
 
Sørine Gotfredsen vækker harme og foragt