Att: Ministeren for Flygtninge, Indvandrere og Integration, Søren Pind.

Flg. mail er d.d. afsendt til inm at inm.dk.
Att: Ministeren for Flygtninge, Indvandrere og Integration, Søren Pind

Af Marianne M. Rosengren Pacarada
Jeg ønsker at få afklaret, om ministeren har misforstået begreberne “Assimilation” og “Liberalisme”

Kort beskrevet:
Kulturel assimilation forstås som en minoritet, der, gradvist, tilpasser sig det dominerende samfund og, gradvist, overtager dets vaner.

Man skal desuden være adopteret for at opnå en hurtig og tilnærmelsesvis fuldstændig assimilering, fordi vaner og traditioner grundlægges fra barnsben af den ældre generation af familien.

Og selv der opstår der vanskeligheder, dels fordi en evt. anderledes hudfarve er særdeles svær at skifte, hvilket pt. fastholder mennesker i en minoritet i det danske samfund, uagtet viljen til at blive inkluderet hos majoriteten, dels fordi der hos mennesket ligger et latent behov for kendskab til egen oprindelse.

Desuden er det svært at optage kultur og tradition fra et land, der indbyrdes ikke kan finde enighed i, hvad disse indebærer.

Der er derfor forskel på at have respekt og vilje til at indgå i et samfund, og så til at aflevere al kulturel og historisk bagage ved grænsen til et land.

Et land der reelt søger at begrænse alle forsøg på integrering, assimilering og vilje til inklusion.

Og det bringer mig til begrebet “Liberalisme”.
Politisk og filosofisk liberalisme byder, at Staten begrænses i evt. forsøg på at indskrænke borgerens frihedsrettigheder.

Den kan ikke begrænses til kun at dække en økonomisk proces, da den i høj grad også dækker sociale processer.

Ej heller kan “liberalisme” begrænses til kun at inkludere en gruppe, da rationalet dækker alle af princip.

Derfor forstår jeg ikke, at ministeren betegner sig selv som ‘liberal’ (jeg har sågar set ministeren blive omtalt af sine fæller som ‘ultraliberal’), når han samtidig forsvarer et krav om assimilation?

Hvordan forholder ministeren sig til paradigmet?

Mvh.
Marianne M. Rosengren Pacarada
Medens der ventes på et svar

For yderlig læsning

Nedlæg Integrationsministeriet – fremmedhadernes højborg