Fra Folkets Radio til Facebook
Oprindelsen af grå og sort propaganda kan dateres så langt tilbage som til Sun Tzu omkring 500 år før vores tidsregning, da man bevist postulere rygter som et krigsvåben.

Selve ordet propaganda optrådte første gang i den romersk-katolske kirke i årene omkring 1620.

Tiden gik og for historien ikke skal blive for lang, så springer jeg frem til tiden før anden verdenskrig, da man i Amerika forskede systematisk i emnet.

I den proces opstillede man en række fundamentale propagandaprincipper, herunder bl.a. frontdannelse, autoritetsudsagn, følelsesargumentation, vedvarende gentagelser, udokumenteret påstande, generaliseringer, tendentiøs udvælgelse af kendsgerninger, lodret løgn og hjernevask m.m.

Ministeren for Propaganda Josef Goebbels, betragtede sin egen propaganda som vital for udviklingen i Tyskland i tiden efter første verdenskrig,

Alle tyske producenter blev pålagt at producere modeller af Folkets Radio fastsat til pris på 76 Reichsmark.

Man forbød tyskerne at lytte til udenlandske radioudsendelser, begrundelsen var af patriotisk karakter og de almindelig solgte radiomodtagere kunne kun modtage signaler fra de nationale radiostationer.

Hvis nogen var tvivl, så havde man sikret sig med en orange seddel som sad på tunings knappen.

På den stod, Tænk over dette: At lytte til udenlandske udsendelser er en forbrydelse mod den nationale sikkerhed og vores folk. Det er en ordrer fra Føreren og straffes med fængsel og hårdt arbejde.

Senere i løbet af krigen, forhøjede man straffen til dødsstraf.
En plakat fra 1930’erne med teksten: Alle i Tyskland lytter til den Fuehrer på Folkets Radio

Den historiske tid er ikke selvoplevet, men det er da tankevækkende i anden sammenhæng.

For eksempel, når jeg bliver ringet op sent på aftenen / natten – og en tydeligvis stærkt beruset person snøvler sig igennem ordene
-Do do, du er m,me,me, meeeget upopulær på nettet
-hvorefter man afbryder forbindelsen.

Så tænker man jo, -hvorfor nu det?
Og kommer måske i tanke om, “ytringsfrihedens univers” på Webportalen.

For yderlig læsning

Camilla Kiil og ytringsfriheds-projektet
 
Et trykkefrihedsmenneskes rollemodel