1 års Jubilæum på Anstændighedens Plads

Stædigt og vedholdende har en gruppe borgere i Svendborg samlet sig til en stille protest mod kommunens behandling af syge og nedslidte, hver lørdag i nu et helt år.

Billeder af Jesper Kristensen og Marianne M. Rosengren Paçarada
De har, igen og igen sat fokus på problemer med lægekonsulenter, begrænsning af sygedagpenge og langsom sagsbehandling.

Ikke kun i Svendborg har det ført til forbedringer.
Men det har bidraget til en øget opmærksomhed på den umenneskelighed, som i stigende omfang var blevet nærmest en fast rutine i sagsbehandlingen, og i tilbuddene til mennesker som af en eller anden grund var blevet ramt af en social nedtur.

1år for anstændighed!

Enhedslistens Jesper Kiel (Ø), deltager som så mange gange før, og den skarpe debatør Marianne, b.la. kendt fra Blogger-miljøet, kommer sandelig på talerstolen.

Som lovet: Min lille tale til SiS’ 1 års jubilæum.

Af Marianne M. Rosengren Paçarada den 10. marts 2012

I Oplysningstiden gik det op for toppen af samfundet, at der var mange fordele ved, at embeder blev besat af mennesker, der var kvalificerede – frem for mennesker, der havde købt sin stilling.

Sådan har det fungeret i de fleste, demokratiske samfund lige siden, da der ikke var nogen, der bestred fornuften i denne opdagelse.

Derfor undrer det mig, at en socialrådgiver anno 2012 finder anledning til selv at vurdere på demonstranters fysiske og mentale tilstande.

Det undrer mig, at en socialrådgiver finder det passende at nedgøre borgere, der vælger at forlange deres rettigheder, ved at mistænkeliggøre dem og stille spørgsmålstegn ved sandhedsværdien af div. diagnoser, når borgere søger om støtte.

Det undrer mig, at en socialrådgiver fravælger at lytte til eksperter på områder, hvis fag ikke er at finde på den sociale højskole.

Og jeg nægter simpelthen at tro på, at arbejdserfaringen på et Jobcenter kan godtgøre en konklusion, der peger imod, at de fleste brugere lyver og svindler med offentlige midler; samt at f.eks. læger og psykologer bare smider professionalismen over bord, når de tilser en patient og stiller en diagnose i forhold til arbejdsevne.

Hvordan kan nogen retfærdiggøre, at den offentlige debat bliver gjort så personlig mod dem, som samfundet burde beskytte?

Og hvordan kan en uddannet person, der sidder som teamleder i et Jobcenter, tillade sig at opfatte kritik af samfundet som et personligt angreb og gøre utroværdighed til et udgangspunkt og som en del af en kasse-tænkning?

Kære Moradi: Velkommen til det 21. århundrede.
Lad du bare læger og psykologer vurdere, om de syge faktisk er syge.
Ingen forventer, at du virker inden for andre områder end det, du er uddannet til.

Medmindre man er syg i Svendborg, selvfølgelig.

For yderlig læsning

Syg i Svendborg, 6 mdr.s jubilæum
 
Syg i Svendborg 25 gange på Anstændighedens Plads
 
Syge modtager enslydende svar på deres henvendelser til Beskæftigelsministeriet