Danmarks generobring – spids pennen

160520131102Hvervekampagne til kulturkampen: Åbent brev til kommende og nuværende avisdebattører og bloggere for et mere humanistisk Danmark. Skriver Rune Engelbreth Larsen i sin pressemeddelelse

-og fortsætter
De politisk betydningsfulde beslutninger træffes ikke nødvendigvis af politikere, men i høj grad direkte og indirekte af erhvervslivet, interesseorganisationer og ikke mindst medierne, der påvirker politikerne og folkestemningen på forskellig vis.

Over for sådanne mastodonter kan et kryds på en stemmeseddel kun gøre meget lidt, og det efterlader tilsyneladende den enkelte privatperson i en stakket position – men også kun tilsyneladende.

At ét menneske kan ændre verdenshistoriens gang, fordi ord og handlinger igangsætter en kæde af begivenheder af blivende forandringer, er der selvfølgelig historiske eksempler på, og det er ikke ren naiv-idealisme, når f.eks. H.D. Thoreau for halvandet århundrede siden gjorde gældende, at den enkelte »kan rive det Britiske Imperium væk som en høvlspån«.

Men mindre kan heldigvis også gøre det, og selv om vi sædvanligvis er henvist til primært at fylde noget i selskab med mange, udmærker én slagmark sit potentiale i begge henseender – den offentlige debat.

Hvis flere samfundskritiske kræfter begyndte at kombinere deres blogskriverier og hjemmeside-kommentarer med en aktiv og intensiv deltagelse også i den trykte debat, ville det såmænd ikke være uoverskueligt at give den ensrettende tidsånd et modspil og rykke noget ved den alt for udtalte ensidighed, hvormed højrepopulister og nationalpropagandister har domineret debatklimaet siden midten af 1990erne.

Det behøver ikke nødvendigvis være længere kommentarer eller analyser:
En regn af små læserbreve kan afgjort også gøre en forskel på længere sigt – og bliver betydeligt mere læst end lange debatindlæg.

Det er som bekendt også ualmindelig let at konvertere et aktuelt blog-indlæg til et læserbrev – det er jo skrevet – men kan ret beset nå tusind eller titusind gange så mange læsere via debatsiderne i et større dagblad.

Ikke desto mindre er det desværre ualmindelig få humanistiske røster, der rutinemæssigt benytter denne mulighed til også at brede deres ord ud i en langt større offentlighed.

Spids pennen – og vend vinden.
Reference hjemmeside
hjemmeside, //humanisme.dk /danmark/generobring.php