FN-konvention kolliderer ikke med dansk grundlov

FNs Konvention om begrænsning af statsløshed er ikke på kollisionskurs med den danske grundlov, sådan som DFs Søren Krarup har argumenteret, fastslår ekspert.

KRONIK: 20-02-2011
I efterhånden en del debatsektioner i flere aviser har Søren Krarup (DF) på det seneste argumenteret for, at den danske grundlov tilsidesættes og undermineres af de internationale menneskerettigheder.

Aktuelt drejer det sig om FNs konvention om begrænsning af statsløshed fra 1961, som Søren Krarup mener, at Danmark bør opsige.

Groft sagt fastslår konventionen, som Danmark tilsluttede sig i 1977, at alle herfødte og heropvoksede statsløse unge har ret til statsborgerskab.

Her er det så, at en JP-læser, Christian Provstgaard, efterlyser lidt mere afklaring (16/2).

Har Krarup ret?
Bliver grundloven sat ud af spil, når en FN-konvention kan diktere, hvem Danmark skal tildele statsborgerskab?

Er der tale om et grundlovsbrud?
Nej, grundloven er ikke sat ud af kraft eller tilsidesat.

Kort sagt, så bestemmer grundloven, at udlændinge skal have statsborgerskab –
eller indfødsret, som det hedder i grundloven – ved lov.

Det vil sige, at Folketinget afgør, hvilke udlændinge, der kan få dansk indfødsret.
Folketinget kan ikke overlade afgørelsen til andre, hverken nationale administrative myndigheder eller internationale organer som f.eks. FN.

Og det har Folketinget naturligvis heller ikke gjort.
Folketinget har besluttet, at unge statsløse skal have indfødsret på de betingelser,
der er angivet i FN-konventionen fra 1961.

Og Folketinget har givet sit samtykke til, at Danmark tilslutter sig FN-konventionen.
Folketinget har altså besluttet, at dansk indfødsretslovgivning skal stemme med konventionen, og at Danmark skal være forpligtet af konventionen.

Dette er det afgørende: det er Folketingets beslutning, ikke et FN-diktat.
Skriver Eva Ersbøll, seniorforsker, ph.d. Institut for Menneskerettigheder på deres net-medie

Kronikken sluttes af med følgende

Danmark overopfyldte konventionen
Så meget om den retlige side, nu lidt mere om historikken.

For princippet om at tildele indfødsret til mennesker, der er født og opvokset i Danmark,
er faktisk hverken et nyt eller udefrakommende fænomen.

Siden 1776 har der nemlig været tradition for at give dansk indfødsret til herfødte udlændinge.

En sådan regel blev indført i den såkaldte indfødsretsforordning fra 1776.
Siden da har Danmark fået grundlove i 1849, 1866, 1915 og senest 1953, og både før og efter disse grundloves vedtagelse har herfødte og heropvoksede unge haft retskrav på indfødsret.

Efter FN-konventionen om begrænsning af statsløshed trådte i kraft i 1961, ville man fra dansk side sikre sig, at dansk lovgivning levede op til konventionens krav.

Derfor ophævede man i 1968 det hidtidige krav om vedblivende bopæl i Danmark og erstattede det med et 10-års opholdskrav.

Man ophævede også kravet om fødsel her i landet – og dermed overopfyldte man faktisk konventionen.

På dette tidspunkt var det fortsat alle unge udlændinge – ikke kun de statsløse unge – der havde et retskrav på indfødsret.

Men i 1999 blev dette ændret, således at kun kriminalitetsfri unge udlændinge havde dette retskrav.

Og en endnu mere radikal ændring skete i 2004, hvor retten blev begrænset til kun at omfatte unge nordiske statsborgere.

Både i 1999 og i 2004 var det imidlertid en udtrykkelig forudsætning, at lovændringerne som udgangspunkt ikke skulle berøre de herfødte statsløse unge.

Denne forudsætning kunne læses i lovforarbejderne, men den kom ikke til udtryk i selve lovgivningen.

Dette har formentlig været en medvirkende årsag til den misere, som vi hører om i disse dage.

Det historiske tilbageblik er vigtigt, fordi det understreger, at princippet om et ubetinget krav på indfødsret til herfødte udlændinge ikke er en udefrakommende retlig konstruktion.

Tværtimod kan princippet siges at indgå som et element i dansk grundlovshistorie.
1849-grundlovens princip om lovgivningsmagtens kompetence til at tildele udlændinge indfødsret er således intakt, uanset at Danmark i den mellemliggende periode har underskrevet FNs konvention om begrænsning af statsløshed – og mange andre forpligtende konventioner for den sags skyld.

Virkeligheden er, at Folketinget i dag følger de regler, som Folketinget selv har vedtaget.
Og at grundloven ikke er på kollisionskurs med én af Danmarks internationale forpligtelser.

Reference
Institut for Menneskerettigheder -Du kan læse mere her