Kritik af statsminister og ministerium efter Bødskov-sag

180120140939

Kritik af statsminister og ministerium efter Bødskov-sag
Vi har gennem besvarelsen af en række skriftlige spørgsmål og på samrådet fået kastet et rimelig klart lys over Statsministeriets rolle i forbindelse med denne her sag. Skriver Enhedslisten i sin pressemeddelelse

-og fortsætter.
Ansvar for løgn er hos Bødskov
Med de oplysninger, som er kommet frem, er der ikke noget grundlag for at antage, at statsministeren eller Statsministeriet aktivt har medvirket til at konstruere den løgn om årsagen til aflysningen af Christiania-besøget, som gjorde, at vi erklærede mistillid til den tidligere justitsminister.

Der er heller ikke på baggrund af de oplysninger, som er kommet frem, grund til at antage at statsministeren eller ministeriet aktivt har medvirket til at dække over løgnen – som det skete med redegørelsen den 19. november.

Tvært imod ser det på nuværende grundlag ud som om, at Justitsministeriet og Morten Bødskov også tilbageholdt informationer for statsministeriet og for statsministeren.

Ansvaret for at konstruere en løgn og misinformere Folketinget ligger hos Justitsministeriet og hos den afgåede justitsminister.

Det ligger ikke hos statsministeren eller Statsministeriet.

Kritik af to forhold i Statsministeriet
Selvom sagen nu er fuldt belyst, så er der forhold, der er beklagelige, og som må udløse kritik.

For efter vores mening burde alarmklokkerne have ringet, da forklaringen den 19. november bliver ændret i den endelige pressemeddelelse i forhold til de udkast som statsministeriet havde set.

Man burde have gjort mere for at sikre sig at den information som justitsministeren gav offentligheden og retsudvalget denne gang var korrekt og fyldestgørende.

Man burde have reageret på, at beklagelsen af ikke at have orienteret Folketinget korrekt var gledet ud af den endelige version.

På den baggrund har vi i Enhedslisten taget initiativ til at retsudvalget udtaler en kritik af statsministeriet – en såkaldt næse.

Det vil sige en udtalelse, hvor Folketinget beklager, at Statsministeriet og statsministeren ikke i tilstrækkeligt omfang den 19. november sikrede sig at justitsministeren gav folketinget og offentligheden en korrekt og fyldestgørende redegørelse.

Oppositionspartierne på højrefløjen har besluttet, at de vil tænke over sagen, inden de beslutter, om de vil tilslutte sig Enhedslistens forslag om at tildele en næse.

Med venlig hilsen
Pernille Skipper
retsordfører
hjemmesiden /enhedslisten.dk