Stop kampflykøbet – det er nu det gælder

Stop kampflykøbet – det er nu det gælder
I disse dage lægger partierne fra SF til Dansk Folkeparti sidste hånd på forhandlingerne om milliardindkøb af nye kampfly. Så det er nu, vi skal sige fra. Skriver Enhedslisten i sin pressemeddelelse

-og fortsætter
Det er danmarkshistoriens største våbenhandel, som vil påvirke vores økonomi og udenrigspolitik i årevis. Og det er et indkøb, som størstedelen af befolkningen er imod.

Nej til flere angrebskrige
Regeringen har indstillet til forligskredsen bag kampflykøbet, at Danmark bør købe 27 kampfly af mærket Joint Strike Fighter F-35.

Det er et kampfly, der både er hundedyrt og behæftet med fejl. Det er også et kampfly, der primært er egnet til angrebskrige.

Så hvis vi investerer et svimlende milliardbeløb i netop F-35, så risikerer vi at fastlåse os til den krigeriske kurs, som vi kun har dårlige erfaringer med fra Afghanistan, Irak og Libyen.

Vores skattekroner kan bruges bedre
I Enhedslisten vil vi forebygge krige og konflikter, før de opstår. For de 20 mia. kr., som kampflyene mindst vil koste i ren indkøbspris, kunne vi sende 80 mio. nødhjælpspakker til mennesker på flugt.

Eller vi kunne få over 80 mio. besøg fra hjemmeplejen til vores ældre. Så kom ikke og sig, at der ikke er råd til velfærd!

Indtil videre savner vi et svar på, hvor pengene overhovedet skal komme fra. Det tager Enhedslisten op i Folketingssalen på torsdag.

Bliv en aktiv del af modstanden
Politik handler om prioritering. I Enhedslisten vil vi hellere investere i fred og velfærd end i kampfly for milliarder.

Men det er lige oppe over, hvis vi skal stoppe købet af kampfly. Du kan hjælpe med at styrke modstanden på mange forskellige måder.

Duk op til en demonstration på fredag, skriv under mod købet af kampfly, del flyers ud eller del et billede på Facebook. Det gør en forskel!

Med venlig hilsen,
Eva Flyvholm, freds- og forsvarsordfører

For yderlig læsning

Enhedslistens temaside
 
//enhedslisten.dk/kampfly
 
Enhedslistens weebplatform
 
//altinget.dk/artikel/Ny måling: Flertal af vælgerne siger nej til nye kampfly