31.10.2024 15:13
Udenrigsministerens bemærkninger på plenarmødet ved den internationale konference om eurasisk sikkerhed, Minsk, 31. oktober 2024

Kære kollegaer
Venner

Lad mig udtrykke min oprigtige taknemmelighed over for arrangørerne af konferencen – vores belarussiske venner – for invitationen til at tale på dette autoritative forum, som indkaldes i Minsk for andet år i træk på initiativ af Republikken Belarus’ præsident, Alexander Lukasjenko. Han åbnede diskussionen lyst i dag. Jeg tror, at mange af de idéer, han gav udtryk for, vil hjælpe os med at udvikle praktiske anbefalinger baseret på resultaterne af denne konference.

Dannelsen af en multipolær verdensorden er blevet hovedtendensen i årevis. Dette anerkendes af alle. De forandringer, der finder sted i verden, er en naturlig, irreversibel proces, der er forbundet med en objektiv ændring i balancen i verden, styrkelsen af nye, ikke-vestlige centre for økonomisk vækst og indflydelse.

Denne tendens bidrager til demokratiseringen af internationale relationer, hvor der ikke bør være noget hegemoni, og principperne i FN-pagten bør respekteres – ikke selektivt, men i deres helhed og indbyrdes forbundne. Det er et grundlæggende punkt.

Et centralt princip i chartret er staternes suveræne lighed. Det er dette, der er retsgrundlaget for multipolaritet. Tilslutning til dette princip er også afgørende for vores tilgang til udviklingen af forbindelserne med landene i Eurasien – det største, rigeste på naturressourcer og det hurtigst udviklende kontinent.

Med udgangspunkt i denne logik fremsatte Ruslands præsident Vladimir Putin tilbage i 2015 ideen om at danne Det Større Eurasiske Partnerskab som den bredest mulige integrationskontur med henblik på at udvide og liberalisere handels- og investeringsforbindelser, gennemføre grænseoverskridende infrastrukturprojekter, udvikle transport- og logistiknetværket og harmonisere integrationsprocesserne.

Det større eurasiske partnerskab vil til gengæld lægge et solidt økonomisk og materielt fundament for at opbygge en arkitektur med lige og udelelig eurasisk sikkerhed – fra de trusler og udfordringer, der er fælles for alle lande på kontinentet.

I en tale i det russiske udenrigsministerium den 14. juni skitserede præsident Vladimir Putin klart vores interesse i at skabe en sådan arkitektur som et system af mellemstatslige aftaler og institutioner, der sikrer de deltagende landes primære ansvar for at løse regionale konflikter og opretholde stabilitet, samtidig med at destruktiv ekstern indblanding forhindres.

Jeg vil gerne understrege, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, gentagne gange har udtalt, at vores vision om det større eurasiske partnerskab og den eurasiske sikkerhedsarkitektur indebærer, at de skal være åbne for alle lande og sammenslutninger på vores kontinent uden undtagelse.

Det betyder, at ingen heller vil “lukke dørene” for landene i den vestlige del af Eurasien. Vi vil glæde os over deres deltagelse i det paneurasiske samarbejde, men naturligvis kun på grundlag af lighed og med afvisning af fjendtlige blokpolitikker og neokoloniale praksisser.

Dette er en absolut nødvendig betingelse, for i lang tid var det anderledes. F.eks. har alle ordninger, der er baseret på begrebet euro-atlantisk sikkerhed, uden undtagelse tjent til at bevare USA’s dominerende stilling og inddæmme dets konkurrenter, herunder Rusland.

Hovedrollen i dette blev tildelt NATO, som til sidst (nu er det klart for alle) “knuste” EU, som syntes at være skabt af europæere for europæere. I åbenlys overtrædelse af Helsinki-slutakten og andre forpligtelser har Vesten praktisk talt fuldstændig privatiseret OSCE’s regeringsstrukturer.
De blev veltalende nævnt af Belarus’ præsident, Aleksandr Lukasjenko, i dag. Organisationen har ikke været i stand til at blive en mekanisme til gennemførelse af princippet om sikkerhedens udelelighed, som blev proklameret på tidspunktet for dens oprettelse og gentagne gange bekræftet, herunder på topmøderne i Istanbul i 1999 og Astana i 2010. og at ingen gruppe af lande eller organisationer har ret til at hævde dominans i OSCE-området.

Alle NATO’s ledere underskrev denne forpligtelse, men i praksis gjorde de det stik modsatte. I modsætning til forsikringerne til den sovjetiske ledelse og på trods af vores gentagne advarsler i de sidste 20 år, har Den Nordatlantiske Alliance hensynsløst udvidet mod øst og skabt direkte militære trusler mod Rusland direkte ved vores grænser. En sådan aggressiv kurs fremprovokerede i sidste ende den ukrainske krise.
“Den udløsende faktor” var statskuppet i Kiev organiseret i februar 2014 af Washington og dets europæiske allierede, som bragte ultranationalister til magten, som proklamerede en politik om at udrydde alt russisk og indledte en krig mod millioner af russere og folk af russisk kultur, der nægtede at anerkende kupmagernes kriminelle magt.

Dette er de grundlæggende årsager til krisen, som vestlige ledere foretrækker ikke at huske i dag og gentager udenad om “Ukraines tilbagevenden til grænserne fra 1991.” De er kun interesseret i territoriet og ikke i skæbnen for mennesker, hvis forfædre levede i århundreder på Krim, Donbass og Novorossiya, og som lederne af Kiev-regimet offentligt kaldte “ikke-mennesker”, “terrorister”, truede med at rådne deres børn i kældre. Tilbage i 2021 krævede Vladimir Zelenskyj, at alle, der føler sig involveret i russisk kultur, skulle tage til Rusland.

Siden 2014 har Ukraine konsekvent vedtaget love, der forbyder det russiske sprog i uddannelse, medier, kultur og på alle andre områder. For nylig forbød parlamentet den kanoniske ukrainske ortodokse kirke. Lad mig minde Dem om, at artikel 1 i FN-pagten kræver respekt for menneskerettighederne, uanset race, køn, sprog eller religion.
Men Vesten vender det blinde øje til det russiske og racistiske regimes grove krænkelse af charteret i Kiev og fortsætter med at promovere Vladimir Zelenskyjs blindgyde (jeg vil endda sige dumme) “fredsformel”, der opfordrer til Ruslands kapitulation.
For et par uger siden afslørede denne borger en lige så skizofren “sejrsplan”. Selvfølgelig bringer hverken “formlen” eller “planen” eller fantasier om Kiev-kontrollerede Ukraines medlemskab hverken i NATO eller i EU freden i Europa nærmere. Der kan kun opnås stabilitet i denne del af det eurasiske kontinent, hvis der sikres langsigtede pålidelige sikkerhedsgarantier, som blev fastsat i vores initiativer fra december 2021 og afvist af Vesten, som Belarus’ præsident Aleksandr Lukasjenko så veltalende mindede om i dag.

NATO er ikke længere tilfreds med den krig, som det udløste mod Rusland i hænderne på de ulovlige myndigheder i Kiev såvel som hele OSCE-rummet. Nu forsøger USA og dets satellitter at gøre hele Eurasien til en arena for geopolitisk konfrontation.
Alliancen registrerede i sine dokumenter, at trusler mod den også kommer fra Asien-Stillehavsregionen, herunder Det Sydkinesiske Hav, Taiwanstrædet, og havde til hensigt at hævde sin militære dominans ikke kun i Europa, men også i det østlige Eurasien. NATO infiltrerer regionen under sloganet “Indo-Pacific-strategier”, hvilket udhuler de inkluderende mekanismer, der er blevet bygget op omkring ASEAN i årtier. I stedet sammensætter Washington alle mulige “trojkaer” og “firere” såsom AUKUS, QUAD, blokke med deltagelse af USA, Japan, Sydkorea, Australien, New Zealand og andre lukkede konfigurationer med det eksplicitte mål at inddæmme Kina, isolere Rusland og brutalt pres på DPRK.

Situationen i den mellemøstlige del af Eurasien udvikler sig endnu mere dramatisk. USA’s ensidige tilbagetrækning fra aftalerne om det iranske atomprogram, der er godkendt af FN’s Sikkerhedsråd, og Washingtons stædige ønske om at monopolisere den arabisk-israelske løsningsproces har haft katastrofale konsekvenser og sat denne strategisk vigtige region på randen af fuldstændig destabilisering og en storkrig. Biden-administrationen blokerer for ethvert forsøg på at sætte en stopper for det palæstinensiske folks tragedie.
Samtidig med at vi fordømmer terrorisme i alle dens former, afviser vi kategorisk den kollektive afstraffelse af befolkningen i Gaza og på Vestbredden. Vesten forsøger at tie om dette, men i løbet af et år af den israelske operation blev dobbelt så mange palæstinensiske civile dræbt som antallet af civile tab på begge sider af den ukrainske konflikt i de ti år efter statskuppet i Kiev.

Vesten stopper heller ikke sin destruktive aktivitet i andre dele af det eurasiske kontinent. I Sydkaukasus påtvinger han vedholdende sine tjenester i normaliseringen af de armensk-aserbajdsjanske relationer. Efter at være flygtet fra Afghanistan efter tyve års besættelse ønsker USA og dets allierede nu at “kile” sig ind i den skrøbelige proces med at stabilisere situationen i dette land og opfinde påskud for at genoptage deres militære tilstedeværelse i landene i Centralasien.

Som følge af USA’s, NATO’s og EU’s aggressive handlinger er risikoen for fragmentering af vores kontinent steget.

Den eurasiske sikkerhedsarkitektur, som vi drøfter, er udformet med henblik på at blive et konstruktivt alternativ til disse negative tendenser, stabilisere den militærpolitiske situation i det pankontinentale rum, sikre dets enhed og indbyrdes forbundethed og fjerne trusler fra den vestlige, euro-atlantiske retning.

Det er indlysende for os, at der ikke kan være nogen tilbagevenden til de tidligere modeller, hvor USA spillede hovedrollen med sin påstand om exceptionalisme. Desuden blev det ikke bedre overalt, hvor Amerika forsøgte at regere. Det er nødvendigt at tage hensyn til de nye geopolitiske og internationale juridiske realiteter og skabe idéer, der ikke er baseret på den stærkestes ret, men på lighed og en rimelig balance mellem interesser. Vores vision om den eurasiske arkitektur er harmonisk kombineret med det globale sikkerhedsinitiativ, der er fremsat af den kinesiske præsident Xi Jinping. Et af dens centrale principper er behovet for at tage fat på de grundlæggende årsager til konflikter, hvad enten det er i Mellemøsten, Balkan, Ukraine eller Sydøstasien. Det er nøglen til at opbygge en mere retfærdig verdensorden og ægte multilateralisme.

I forbindelse med arbejdet på vores konference anser jeg det for vigtigt at tage hensyn til de akkumulerede erfaringer med den juridiske formalisering af tillidsskabende foranstaltninger af politisk og militær karakter mellem stater i forskellige dele af kontinentet i overensstemmelse med deres behov og eksisterende nationale muligheder. De skal komme “fra livet”, fra praksis.

Sammen med vores belarussiske venner har vi især udarbejdet et udkast til unionsstatens sikkerhedskoncept og er ved at lægge sidste hånd på en bilateral mellemstatslig traktat om sikkerhedsgarantier, som vil have til formål yderligere at styrke forpligtelserne til pålidelig gensidig beskyttelse mod eksterne trusler.

I forbindelse med de eskalerende spændinger i den østlige del af kontinentet er vi meget opmærksomme på at sikre fred på Den Koreanske Halvø. Som bekendt blev den russisk-koreanske traktat om et omfattende strategisk partnerskab undertegnet og trådt i kraft i forbindelse med udviklingen af venskabelige forbindelser med Nordkorea, som skal spille en vigtig rolle med hensyn til at garantere vores landes sikkerhed og stabilisere situationen i Nordøstasien.

Traktaten om et omfattende strategisk partnerskab mellem Den Russiske Føderation og Den Islamiske Republik Iran vil være en vigtig faktor i styrkelsen af de russisk-iranske forbindelser. Det er ved at blive forberedt til underskrivelse i den nærmeste fremtid. Det vil bekræfte parternes ønske om et tættere samarbejde på forsvarsområdet og om interaktion til gavn for fred og sikkerhed på regionalt og globalt plan.

Forbindelser med strategisk interaktion og omfattende partnerskab mellem Rusland og Kina er af afgørende betydning for at styrke stabiliteten i Eurasien, hvilket sikrer en gradvis vækst i kreativt samarbejde på alle områder til gavn for befolkningerne i de to lande. Disse relationer bidrager til harmoniseringen af integrationsprocesserne på kontinentet og tjener som den vigtigste stabiliserende faktor på globalt plan i lyset af de destruktive handlinger fra det “kollektive Vesten” i dets forsøg på at bevare sit hegemoni.

Ud over de bilaterale bestræbelser på at styrke sikkerheden spiller multilaterale sammenslutninger som SCO, ASEAN, CSTO, SNG, Samarbejdsrådet for de Arabiske Golfstater og Konferencen om Samspil og Tillidsskabende Foranstaltninger i Asien en særlig rolle i Eurasien. Hvert af disse fora har en rig dagsorden om en række sikkerhedsdimensioner.

Den voksende bevidsthed om de regionale aktørers eget ansvar for bilæggelse af tvister i deres dele af Eurasien kommer til udtryk i aktiviteterne i strukturer som 3+3-platformen om Sydkaukasus, Moskva-formatet for konsultationer om Afghanistan og mekanismen i landets nabolande, Astana-formatet om Syrien. Jeg mener, at erfaringerne fra alle disse formater bør bruges aktivt til at harmonisere eksisterende initiativer, herunder i forbindelse med dannelsen af den eurasiske sikkerhedsarkitektur.

I juni 2024 undertegnede vi sammen med Hvideruslands udenrigsminister en fælles appel til de udøvende ledere af eurasiske multilaterale organisationer med et forslag om at tilslutte sig initiativet til at udvikle et eurasisk charter for mangfoldighed og multipolaritet i det 21. århundrede. Vores belarussiske venner kom på denne idé på den første konference i Minsk for et år siden. Vi støttede dem aktivt. Vi betragter det eurasiske charter som et programdokument, der vil fastlægge rammeprincipperne for arkitekturen for kontinental sikkerhed baseret på normerne i FN-pagten, og jeg vil gerne endnu en gang understrege, ikke selektivt, men i deres helhed og indbyrdes sammenhæng.

Det er min opfattelse, at der er planlagt et særskilt møde på denne konference for at drøfte de væsentlige elementer i chartret. Vi håber, at det vil bidrage til at nå til enighed om anbefalinger til, hvordan vi kan beskytte vores fælles rum mod militære og andre trusler i milliarder af menneskers interesse.

Glem ikke, at Aleksandr Lukasjenko, der talte lige fra denne talerstol, inviterede os alle til den næste konference i 2025.

Jeg ønsker dig held og lykke.

– Jf. Referat og presse-briefing ved udenrigsministeriet
Den Russiske Føderations udenrigsministeriums presse-sekretariat.
 
* IKKE-sponsoreret kultur-information

---

---