Dansk Socialrådgiverforening: Ny whistleblowerordning på vej i København

Det skal være slut med, at de københavnske socialrådgivere putter med kritik eller oplysninger, der truer arbejdsmiljøet eller borgernes retssikkerhed.

Ansatte skal fremover trygt kunne anmelde ulovligheder eller uetisk praksis.

Tillidsrepræsentant og regionsformand bakker op.
Skriver Dansk Socialrådgiverforening i deres pressemeddelse -Og fortsætter

If you see something – say something
Sådan lyder budskabet nu til de mere end 45.000 ansatte i Københavns Kommune.

Politikerne har i næste års budget afsat en million kroner og målet er et bedre arbejdsmiljø samt mere ytringsfrihed og gennemsigtighed i forvaltningen.

Vi skal have skabt et tryghedsrum
Det bliver de københavnske borgeres ombudsmand, borgerrådgiver Johan Busse, som skal stå for den nye ordning.

Han peger på, at udgangspunktet for den nye whistleblowerordning er en erkendelse af, at medarbejderne kan ligge inde med oplysninger, som ikke kommer frem.

Det kan være alt fra oplysninger om økonomisk fråds, ulovlig faglig praksis eller en ineffektiv forvaltning, som i dag ikke kommer frem, fordi de ansatte er bange for at stå frem med kritik.

– Vi skal have skabt et tryghedsrum for de ansatte.
De ansatte skal sige, “det her tør vi godt.”

Man kan stå frem med navn eller anonymt, hvor medarbejderen via en hjemmeside kan sende en krypteret besked til os.

Men medarbejderen skal kunne være helt sikker på, at en henvendelse til os ikke efterfølgende får negative konsekvenser.

Det her er et signal om, at fagfolk ikke skal putte med oplysningerne, siger Johan Busse.

Droppe partshøring eller taxaudgifter, der er gået over gevind

Som tænkte eksempler nævner Johan Busse, at en afdeling i socialforvaltningen i en iver efter at blive mere effektive, vælger at droppe partshøringen af borgerne.

– Her kan socialrådgivere måske have oplevet et pres for at acceptere ordningen på et fællesmøde med lederen, men efterfølgende tænke, ”hov det kan vi da ikke.” Eller det kan være et område, som har urimeligt store udgifter til taxakørsel, hvor en medarbejder tænker: ”Det her er da gået over gevind,” siger Johan Busse.

Reference
Dansk Socialrådgiverforenings Netmedie – //socialraadgiverne.dk