Håndværksrådet: Barselsfond er en billig investering

Barselsfond er en billig investering i kvindelige iværksættere
Skriver Håndværksrådet i en pressemeddelse – Og fortsætter

-Der er behov for at stimulere iværksætterlysten for selvstændige kvinder.
Derfor er en barselsfond for selvstændige nødvendig, og den bedste og billigste måde at indføre barselsfonden på er ved at gøre den obligatorisk for alle.

Det siger afdelingschef i Håndværksrådet, Frank Korsholm efter at en undersøgelse fra de selvstændiges arbejdsløshedskasse, ASE, ellers viser, at et flertal af selvstændige er modstandere af en obligatorisk ordning.

-Der er ingen tvivl om, at mange kvinder undlader at blive selvstændige eller undlader at få børn, fordi det simpelthen er for dyrt for dem at drive selvstændig virksomhed og samtidig være børnefamilie.

Det vil en barselsfond klart være med til at ændre på, siger Frank Korsholm. I dag er der ca. dobbelt så mange mænd som kvinder, der driver selvstændig virksomhed.

Hverken dyr eller besværlig
Håndværksrådet mener ikke, at en ny barselsfond behøver at blive hverken dyr eller administrativt besværlig.

-Hvis regeringen gennemfører en ny barselsfond efter samme model, som vi allerede kender for almindelige lønmodtagere på arbejdsmarkedet, vil den kunne gennemføres for ca. 70 kr. om måneden, svarende til lidt over to kroner om dagen.

Det er billigt og kan altså ikke slå benene væk under nogen selvstændige, siger Frank Korsholm.

Håndværksrådet har i en årrække arbejdet for at sidestille selvstændigt erhvervsdrivende med lønmodtagere på det sociale område og mener, det er på høje tid, at de selvstændige får en barselsfond.

Selvstændige er i dag de eneste på arbejdsmarkedet, som ikke er omfattet af en kollektiv ordning.
Det er årsagen til, at Håndværksrådets bestyrelse har besluttet at arbejde for en barselsfond for selvstændige.

Reference
pressemeddelse fra Håndværksrådet //hvr.dk/


EX-Erhvervsordfører forlader Dansk Folkeparti manglende erhvervspolitik