SF vil stoppe snyd med handicap-hjælp

SF’s handicapordfører Anne Baastrup er oprørt over, at der snydes med hjælpen til mennesker med handicap, som TV2-dokumentaren Operation X afslørede torsdag aften.

Hun kræver en redegørelse fra socialministeren, og foreslår reglerne ændret.

Den hjælp, mennesker med handicap får gennem den såkaldte BPA-ordning (borgerstyret personlig assistance), er fuldstændig uundværlig for mange.

Mange handicaphjælpere arbejder til meget lave lønninger for at støtte mennesker med handicap.

Det er meget ærgerligt, at en virksomhed på den måde misbruger en god ordning, siger Anne Baastrup med henvisning til TV2-dokumantaren Operation X, der torsdag afslørede en virksomhed, som skulle hjælpe handicappede, i at svindle med kommunens penge.

De smuthuller, som lovgivningen åbenbart har, skal vi have lukket med det samme.

Derfor har jeg bedt socialministeren om en redegørelse af sagen, så vi kan få klarlagt, hvordan det her misbrug har kunnet finde sted, og jeg vil snarest tage problematikken op i satspuljekredsen, siger Anne Baastrup.

SF foreslår to tiltag, der skal dæmme op for snyderiet:
1) Virksomheder eller foreninger, der ønsker at arbejde på dette felt, skal leve op til nogle grundlæggende kriterier og skal kontrolleres i forhold til efterlevelse af disse kriterier, ex. gennem en landsdækkende certificeringsordning.

Det kan give kommunerne en bedre sikkerhed for at deres penge bliver brugt rigtigt – og det kan give brugerne sikkerhed for at de får den hjælp, de har ret til.

2) Alle bevillinger til handicappede med BPA skal følge en overenskomst, og virksomheder og foreninger skal være tilsluttet en overenskomst.

Det vil gøre det meget lettere og mere gennemskueligt at kontrollere forholdet mellem indtægter og udgifter. Skriver SF i sin pressemeddelse.

For yderlig læsning

sf.dk/seneste-nyt