Dansk folkeapati fører til dansk folkehad  – DFs valgavis 2011 læst kritisk

Udgivet som note på webportalen, Facebook af  Flemming Falkenberg

Flemming Falkenberg skriver
En kritisk læsning af særudgaven af Dansk Folkeblad, udgivet 11. september 2011.

Flemming Falkenberg, oplæg til folketingsvalget 15. september 2011.

Jeg har sat mig for at nærlæse Dansk Folkepartis valgoplæg, inden jeg returnerer det sammen med over 6.000 andre danskere, der pure har nægtet at modtage denne særudgave af Dansk Folkeblad.

Jeg var på forhånd skeptisk, og må tilstå at jeg synes jeg har fået noget for pengene.
I min kritiske læsning citerer jeg direkte, og disse citater står både i kursiv og anførselstegn.

F.eks. spiller en opfattelse af normalitet en vis rolle i flere citater. Hertil kræves både en indre sammenhæng, så forståelsen af normalitet hos Dansk Folkeparti bliver tydelig. Denne indre sammenhængende DF-opfattelse kræver ind imellem også en kritisk kommentar, set udefra.

Jeg giver også svar på tiltale – som det er tradition i en kritisk læsning.
Det umiddelbart sagte bliver sat ind i en sammenhæng, og så bør danskere tage stilling til det sagte.

Dansk Folkeparti har først og fremmest haft succes på grund af dansk folkeapati.

Der har været en udbredt politisk ligegyldighed og folkelig apati overfor omstændigheden at Danmark inviterede fremmedarbejdere til landet, og at Danmark siden har oplevet både flygtninge og indvandrere gøre deres entré i vort fædreland.

Flygtninge og indvandrere har ført til at en romantisk forestilling om at dansk enhedskultur er gået i stykker.

Da der sådan set aldrig har været en egentlig dansk enhedskultur, lader dette sig ikke gøre.

Men man kan bygge mange svulstige følelser op på nationalfølelse, særligt hvis mit gode, gamle fædreland er havnet i største fare.

Faktisk har opråbet om danskhedens fare ført til en skarp, nationalkonservativ reaktion, så man dannede ekstremistiske netværk og aktionsgrupper.

Situationen ER anderledes, og det aflæses af de journalistisk opsatte punkter i Dansk Folkepartis valgavis.

Slaget om Danmark: frygten for at miste og opbygning af fremmedhad
“Vi benævner i Dansk Folkeparti folketingsvalget “Slaget om Danmark” fordi dette valg er så helt utroligt afgørende for landets fremtid, Dit valg står, imellem, en selvstændig dansk kultur, hvor vi danskere også fremover bestemmer i vort eget land eller vælger du at Danmark yderligere skal underlægge sig EU-føderalisterne i Bruxelles? Vælger du kort sagt friheden frem for ufriheden?”

Her bruges falsk tale: læseren får tilsyneladende et valg mellem “friheden frem for ufriheden”, som om der kun skulle være een frihed og kun een ufrihed – og at disse to valgmuligheder hviler på et kendt og uanfægtet grundlag. Det er anmasende og overspændt tale.

Dansk Folkeparti kæmper med to slags grænser: De ydre grænser, som man mener er “igen på vej til at blive sikre” og indadtil hvor Dansk Folkeparti nu f.eks. kræver at “udlændige skal afsone fængselsstraf i hjemland.”

Peter Skaarup synes, at ulandsbistand skal betinges af en sådan gensidig aftale om fangeudveksling. “Dansk Folkeparti er tilhænger af et frit og selvstændigt Danmark og følgelig modstander af Den Europæiske Union.”

Derfor kører man på kanten af et internationalt politisamarbejde i forsøget på at bekæmpe international kriminalitet som påståede østeuropæiske indbrudstyve, menneskesmuglere, og narko.

Aktionen har skabt måben internationalt – og latterliggørende TV-indslag.
“Hvilket Christiansborg skal føre dig, din familie og dit land sikkert og trygt igennem den økonomiske krise?”Tonen er holdt i forsikringer om “at beskytte og bevare vort dejlige land”.

Men omtalen af “Hæren, Flyvevåbnet, Søværnet Politiet, og Hjemmeværnet”, der “går på vagt for os”, efterlader et andet og meget paranoidt billede af verden, hvor Forsvaret skal sikres “til det hjemlige, fundamentale forsvar af Danmarks rige”.

Man ser danske soldater i skarp mission side om side med billedet af en tommetyk pengetank, der skulle vise “Danmark på den sikre side”. Her mener man at holde “døren åben, men landet trygt” via Dansk Folkeparti.

Det har faktisk vist sig at være et forsvar for overvågnings-Danmark, hvor frygten for uvisse overfaldsmænd fører til at ældre – som Pia K. selv – udstyres med pebberspray, der så søges lovliggjort.

Alex Ahrendtsen, der deler virksomhed med Lars Hedegaard, har i den forbindelse lavet sin egen lille usmagelige valgvideo, hvor netop en gammel dame tilfældigvis overfaldes på en typisk dag i ghettoen, som det siges.

Det er opbygning af et fjendebillede, svarende til jødes rolle under nazisterne.
Personer i og omkring partiet udtaler: Sådan er muslimer: enten overfalder de unge gamle damer, eller også voldtager fædre deres døtre.

Sådanne fjendebilleder iscenesætter mistænkeliggørelse og had mod minoriteter i Danmark.
En gruppe af privatpersoner har produceret et svar: “en anden dag i Ghettoen”, hvor en ung ny-dansker – selvfølgelig – hjælper en gammel dame, der taber sin taske.

Dette udstiller et andet væsentligt element i Dansk Folkeparti: historieforfalskning.

Historieforfalskning
I krig og kærlighed gælder alle kneb. Når fjenden skal nedkæmpes, er det vigtigt at holde moralen oppe, både hos soldaterne, der skal i krig, og hos civilbefolkningen, der altid kommer i klemme, når landet går i krig.

Opbygningen sker gennem løgn og indoktrinering, der ofte sker ved historieforfalskning.
Der ses to store løgnagtige forudsætninger, når Dansk folkeparti taler varmt om fædrelandets fortid.

Den ene løgn er, at der i Danmark skulle være et særligt kulturmønster, som er udpræget dansk.

Den anden løgn er, at der i Danmark findes en særlig historieopfattelse som danskere er fælles om.

Det sidste er ikke det samme som faget historie i folkeskolen, men netop Dansk Folkepartis definition af historiske begivenheder.

Disse to løgnagtige forudsætninger gemmer sig i det uskyldigt udseende “vor” i udtrykket “vor fælles historie”.

Meget af Dansk Folkepartis historieopfattelse og billede af Danmark er udviklet i højreradikale netværk, som dansk Folkeparti arbejder tæt sammen med.

Det gælder f.eks. Den danske Forening, som Søren Krarup var med til at danne og Trykkefrihedsselskabet, hvis formand Lars Hedegaard er kendt som højreekstrem blogger på diverse netværk som f.eks. Gates of Vienna.

Spørgsmålet: “Kender du vor fælles historie” kræver en forklaring:

Kære apatiske dansker, “du” ved nok ikke bedre endnu, men “vi” – fra Dansk Folkeparti – skal nu indvie dig i “vor” definition af historien i Danmark.

Det er ikke blot et udviklingsforløb, men “sandheden” og “meningen” med “Danmarks historie”.

På den måde bliver “du” inddraget i “vor” opfattelse. Så håber “vi”, at “du” gør “fælles sag” med “os””. Så lad “os” vende tilbage til teksten:

Kender du vor fælles historie
“Valget bør ikke blive en skønhedskonkurrence mellem to statsminister-kandidater – Det bør i stedet blive et reelt valg mellem to politiske og økonomiske retninger og ikke mindst et valg mellem to forskellige kulturer. Derfor vort valgslogan: “Slaget om DanmarkV”.

Der henvises fem små film, “Frihed”, “ytringsfrihed” “livsglæde” “velfærd” og“ligeværd” på Dansk Folkepartis hjemmeside www.danskfolkeparti.dk

“Vi vil bekæmpe ethvert forsøg på at indskrænke den folkelige frihed, og vi vil arbejde for, at de traditioner, som danner baggrund for vort frie samfund, forsvares overalt, hvor de trues.

DF har sat landet på rette kurs. Men vi er kun lige begyndt, og vi er klar til endnu mere ansvar. Vi har modet, vi har viljen og vi har kræfterne.”

– “Ethvert forsøg på at indskrænke den folkelige frihed” tyder på at man har en smule åndenød i DF.

Der er åbenbart brug for en sikring og udbygning af noget, der ligner yderligere “Lebensraum” i 1930ernes Tyskland.

Sammenhængen taler sit eget tydelige og militante sprog.
DF vil “overalt” forsvare Danmark, så det fremstår som et Frit Danmark.

Allerede i 1990erne fik Søren Krarup en slags profetisk undergangsvision af et Danmark i borgerkrig.

Her vil i hvert fald “gammeldanskere”, der betragtes som en slags aboriginals i Danmark, udgøre den ene del af borgerkrigen, mens den anden fløj består af “islamister”, hvilket Dansk Folkeparti opfatter som ekstremister, der er opsat på terror evt. blandet med eller støttet af det multikulturelle Danmark, hvilket Dansk Folkeparti opfatter som de etniske danskere, der i en eller anden grad støtter dem, som Dansk Folkeparti opfatter som “islamister”.

Derfor siger Dansk Folkeparti også “Nej til moskeer i Danmark” – selv om Martin Henriksen ikke længere er administrator af det ekstremistiske netværk.

Dansk Folkeparti siger også “Stop Islamisering Af Danmark”, og støtter hermed politisk andre netværks dannelse af væbnede modstandsgrupper, som kæmper for et Frit Danmark.

Disse dystre sider af det højreradikale Danmark har været vist gennem afsløringer af et højreradikalt netværk ORG.

Det er endnu ikke offentliggjort som Dansk Folkepartis officielle politik, men som det siges: “vi er kun lige begyndt, og vi er klar til endnu mere ansvar”.

“Slaget om Danmark” er en større proces, hvor dansk folkeapati kun er et mindre redskab, ligesom valghandlingen har mindre symbolsk betydning, selv om man håber at et voksende dansk folkehad vil gøre en forskel.

Der lægges derfor – meget præcist og indoktrinerende – vægt på “slaget om Danmark” – og ikke demokratisk på “valgkampen i Danmark”.

Den multikulturelle fare
“Vi ryddede op – i dette kaos. Ægte flygtninge ville vi gerne hjælpe, mens vi sagde nej til dem, der bare kom for at misbruge vort velfærdssamfund. Vi gik i gang, og der blev for alvor ryddet op, men opgaven er langt fra løst”

Der er en mærkelig – og højst unormal skelnen mellem ægte og falsk flygtning, hvor Pia K udtrykker sig i et ordvalg, som psykologer og terapeuter kalder for en “mind reading”. Den omstændighed at en person grundløst udtaler sig med sikkerhed om hvad andre har sagt, uden at de bliver spurgt.

Men pointen hos Pia K er jo altid klar: Danskere er kun fremragende, og udlændinge er kun dumme svin.

Selvfølgelig er der de udlændinge, som vil Danmark, men de er så få, at det virker ligegyldigt.

Tanken støttes af bl.a. Søren Espersen, der har luftet tanken, at dansk statsborgerskab skulle være betinget af om man havde rent dansk blod i årene.

Det er en temmelig besynderlig opfattelse af apartheid, der giver klare mindelser om raceteorier i 1930ernes Tyskland.

Espersen har naturligvis officielt benægtet og taget voldsomt afstand fra en sådan udtalt racisme: Hans forslag omtalte at et barn skulle være født af etnisk danske forældre for at opnå dansk statsborgerskab.

Jeg kan godt læse forskel på “kød” og “blod”, men ordvalget udtrykker samme racistiske tankegang, der ikke er forkastet af Dansk Folkeparti.

Skræmmekampagnen, der skal styrke fremmedhad, ses når f.eks. Jeppe Jakobsen i valgkampen 2011 kalder Sjælland, opfattet som et kommende islamistisk domineret område “Sharia-land”.

Dansk Folkeparti ender med at blande et tankespind af forfølgelsesvanvid med et islamistisk fjendebillede. Hvor er den konkrete virkelighed?

Dansk Folkeparti har ikke forholdt sig til det faktum i valgkampen 2011, at Hitz but Tahrir arrigt har krævet om sharia lovgivning, og samtidigt opfordret ekstremistiske muslimer til ikke at stemme.

Ved siden af denne demokratiske udfordring af mellemøstlig fundamentalisme ses klare eksempler på etniske nydanskere, der både stiller op som kandidater til folketinget og deltager aktivt i den demokratiske proces.

Der vil ikke være etniske stemmer i sharialovgivning, men i folketingsvalget.
Derfor tegner der sig flere politiske udviklingslinier i det multikulturelle Europa, og også helt andre faremomenter, når det gælder terror.

Dansk Folkeparti lukker sig inde i den sikre ideologiske pengetank, og lukker døren for for andre måder hvorpå man socialt og politisk konstruerer virkeligheden.

Efter terroristen Breivig bombede regeringsbygninger og koldblodigt nedskød politisk aktive unge nordmænd, troede mange både indenfor og udenfor Dansk Folkeparti først at det var islamistisk terror.

Lars Hedegaard fra Trykkefrihedsselskabet nåede endda at sammenskrive en tænkt tale som en dansk statsminister skulle holde i forbindelse med et lignende udslag af islamistisk magtovertagelse i Danmark.

Først senere blev det klart, at den borgerkrigslignende terroraktion i Norge var begået af en højreekstrem nordmand.

Terroristen Breivik, der bl.a. er inspireret af Lars Hedegaards gode bekendte, den norske blogger Fjorman, viste verden – gennem sit manifest og gennem sin handling, at Krarups profetiske dommdagsvision måske snarere bliver et mere europæisk anliggende.

En borgerkrig mellem højreekstreme nationalister og demokratiske pluralister.

Normalisering: sig farvel til det forskruede
Lyder dette hjemligt, hyggeligt og normalt? Handler dette om livsglæde? Jeg har min begrundede tvivl. Netop derfor virker det bekymrende, når den tidligere hjemmehjælper Pia K udtaler:

“Normalisering er at sige farvel til det forskruede.
Normalisering er at vende ekstremismen ryggen.
Normalisering er at holde op med at leve i en fantasiverden.
Normalisering er igen at få begge ben til ned på jorden.”

Sådanne udtalelser er enten uigendrivelige og dermed nærmest meningsløse – eller også påkalder de sig psykoanalytisk interesse.

Det begynder at minde om oplæg til et længere terapeutisk forløb, med behandlinger af vrangforestilling.

Uanset hvor du måtte se hen i hele verden, er alt andet end Dansk Folkeparti unormalt.

Uanset om du ser til højre eller venstre i det politiske felt, fremstilles Dansk Folkeparti som om det er mere sandt end alt andet.

Dansk Folkeparti er både mere socialdemokrat end S, mere konservativ end K og mere dansk end Danmark.

Sådan argumenterer tilhængere af religiøse sekter, hvilket passer forunderligt på det faktum at Pia K. i valgkampens begyndelse luftede tanken at hun havde visioner om endetiden, og også gik op i spirituelle forhold.

Der er klare amerikanske forbilleder, og tendensen er ubehagelig: Abortklinikker overfaldes, sundhedspersonale bliver slået ihjel, og almindelige mennesker, der ikke følger sektens religiøse sandhed eller politiske vilje, bliver udsat for forfølgelse eller angreb.

Breiviks terror ligner mest af alt amerikanske højreekstremes angreb på den del af USA, man ikke kan døje.

Sådanne tendenser har netop intet med “normalisering” at gøre: faktisk det stik modsatte: radikalisering.

Pia K hævder: “Hvert år gør vi Danmark lidt mere dansk”. Det er faktisk det stik modsatte.

Jeg opfatter hendes reklame som et taktisk udsagn, en højreradikal krigserklæring mod dansk demokratitradition, sådan som det var kendt inden Grundlovens indførelse.

Dansk Folkeparti har bidraget til både at piske den demokratiske debat op i et skingert toneleje, hvor der ikke gives plads til argumenternes afklaring, men mest af alt gives luft for følelsesladet frustration, foragt, frygt eller had.

På en måde har Pia K ret i at beskrive “normalisering” som den proces, der skaber noget alment eller normalt.

Meningen går blot i stykker, når den stakkels læser vildledes til at sætte”normalisering” i forbindelse med “udansk, ikke-folkeligt juntagruppe”.

Med hvad? – kunne du spørge: Ja altså med den unormale tilstand, der er opnået p.g.a. det højreradikaliserede netværk, der normalt kalder sig “Dansk Folke-parti”, men som altså med samme mangel på “normalisering” med rette burde kaldes ved sin modsætning: u-dansk, ikke-folkelig juntagruppe.

Burkanisering af dansk politik
Der har været mange anti-islamistiske skræmmekampagner gennem årene.
Jeg var med til at optrevle løgnen om at islamismen nu havde vist sig grimme fjæs i Tingbjerg ved København.

Det viste sig at bøllerne havde danske navne, og ikke hed Hasan, som aviserne sidenhen skrev.
Men inden da havde hetzen været udbredt til store dele af landets aviser og taget en første sejrstur til Norge og Sverige.

Men så måtte kampagnen trækkes tilbage: Det var løgn, men løgn, der virker.
Sådan fungerer propaganda: Det er lige meget om det er sandt, bare det er sandsynligt og bare det skaber angst og uro.

Det lykkedes også at skabe panikstemning omkring burkaklædte kvinder.
Man så hurtigt horder af sortklædte flommefede, uformelige damemennesker vralte rundt med et lille kikhul til øjnene – naturligvis noget, der nemt kunne forbindes med mulig terror.

Hvem kunne se, om der gemte sig en fedladen madamme inde under gevanterne, eller om der var tale om en smækker kvindelige terrorist med sprængladninger om hofterne?

Man fik ihverksat en sociologisk undersøgelse af burkaklædte damemennesker, og alle ventede med tilbageholdt åndedrag over de befolkningsmæssige forandringer, som forskere var i gang med at beskrive.

Man kunne med sikkerhed konstatere at der var 7 burkaklædte kvinder i Danmark.
Jeg ved ikke rigtig hvad undersøgelsen kostede at gennemføre, men det er et klart signal.

Dansk Folkeparti har ændret forhold i dansk politik, og det er hverken ønskværdigt eller særlig demokratisk.

Helveg-Petersen har udtalt sig til KD i en lidt anden sammenhæng: “Der er sket en burkanisering af dansk politik. Man skaber problemer, der ikke eksisterer. Regeringen vil for eksempel ikke have burkaklædte lærere i skolen, men det er nemt at løse, fordi vi aldrig har haft det, siger han og tilføjer, at de sidste 10-12 års udlændingedebat falder i samme kategori.”

Det har Helveg-Petersen ret i. “Burkaniseringen af dansk politik” gælder forholdet, at den demokratiske debat er blevet afsporet.

Fra at være diplomatisk forhandling har politik udviklet sig til at blive symbolpolitisk pression.

Hertil kommer, at den parlamentariske orden på Christiansborg er tilsidesat: Politikere blander sig utidigt i domstolenes og politiets arbejde, hvilket betyder at retssikkerhed er blevet afløst af partipolitiske interesser.

Der er mange eksempler på udemokratiske tilstande i Danmark, foranlediget af Dansk Folkeparti.

Faktisk er det reelt at beskrive Danmark som et internationalt uland, med behov for borgerrettighedsgrupper, der kæmper for at genindføre retssikkerhed, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og religionsfrihed.

Invasionen af en dansk kirke, overgreb på flygtninge og indvandrere, politivold mod Ungdomshuset, lømmelpakke, knivlov, masseanholdelser på mistanke og overfald af politiske delegerede ved COP 15, nedsættelse af den kriminelle lavalder, som fører med sig at unge sættes i fængsel med voksne kriminelle vidner om en grov fordrejning af retssikkerhed, opfattelse af ro og orden, og grove overgreb af politisk art, som minder om USA under den kolde krig.

Dansk Folkeparti kan tale længe og varmt om “frihed”, men har selv sørget for stramninger, fængslinger, forarmelse, forråelse, fængsling og ufrihed.

Når Dansk folkeparti taler om “ytringsfrihed” er det i Lars Hedegaards forførende og forløjede version: Der er ikke tale om ytringsfrihed, men håneretten til offentligt at forfølge og forulempe politiske modstandere.

Pia K indleder faktisk valgavisen med at skrive:
“Inden du stemmer, så stop op lige engang – og spørg dig selv: Hvordan var det dog gået med Danmark, hvis Dansk Folkeparti ikke for 10 år siden var kommet med i de beslutninger, der træffes på Christiansborg?”

Svaret er: Så havde der ikke været behov for den normalisering af dansk politik, der er opstået som følge af Dansk Folkepartis burkanisering af dansk politik.

Jeg skal ikke bestemme hvad andre skal stemme.
Men jeg mener at dansk folkeapati fører til dansk folkehad, og jeg er kritisk klar over at der næsten rimes på Dansk Folkeparti og Dansk Folkeblad.

Udgivet af Flemming Falkenberg Hansen den 13. september 2011 kl. 22.34 – På webportalen Facebook

For yderlig læsning.

Dansk Folkeparti angriber medier for at bruge Redox