Vores statsminister, Helle Thorning-Schmidt, gør allerede i Folketingets åbningsdebat op med 10 års fattigdomspolitik ført af Dansk Folkeparti og VK-regeringen.

Den nye regering, viser hermed forskellen på menneskesynet fra Dansk Folkeparti og VK-regeringen.

Dansk Folkeparti kalder det en katastrofe.
Venstre mener tydeligvis, at man kun kommer i arbejde hvis man lever i fattigdom.

En stor sejr for regeringen, for os alle sammen og ikke mindst for menneskesynet i Danmark efter 10 års manipulation fra Dansk Folkeparti og VK-regeringen.

Læs også rapporten Livet på de laveste kontante ydelser -et år efter
-som tydeligt viser at fattigdomsydelserne ikke er den rigtige vej.

Uddrag af rapporten
At så få af interviewpersonerne reagerer på de økonomiske incitamenter hænger netop sammen med, at det kun er få af dem, som har disse ressourcer, og de har dermed begrænsede muligheder for at bevæge sig væk fra de laveste ydelser.

De økonomiske incitamenter kan virke over for ressourcestærke personer, men for de grupper, der har været ledige længe og har få ressourcer, synes der ikke at være nogen effekt.

Blandt de ressourcesvage interviewpersoner fylder særligt helbredsproblemer meget, og disse er med til at hindre, at de kan reagere på de laveste ydelser.

Endvidere fremgår det, at denne gruppe har en række andre problemer udover ledighed, fx sociale problemer, som afholder dem fra at komme ud på arbejdsmarkedet eller forhindrer dem i at kunne fastholde jobs.

Andre, blandt de mere ressourcestærke, reagerer efter hensigten og søger aktivt jobs, men det er ikke ensbetydende med, at de kommer i arbejde.

At de straffes økonomisk, selvom de reagerer efter hensigten, skaber en afmagt, som i sidste ende resulterer i, at deres coping i stedet for at være aktiv bliver mere og mere reaktiv.

Særligt når de ikke oplever, at jobmulighederne er til stede, og der ikke er hjælp at hente i systemet.

Herved opleves kravene som urealistiske, og deres anstrengelser for at finde job bliver meningsløse.

At presse syge mennesker til jobsøgning opleves også meningsløst, og interviewpersonerne med helbredsproblemer oplever, at de ikke kan leve op til kravene, og de giver i sidste ende op over for systemet.

En del oplever, at deres helbredsproblemer, trods lægeerklæringer og arbejdsvurderinger, ikke anerkendes, og tillidsforholdet mellem borger og system bliver derfor ødelagt.

Muligheder for at cope hensigtsmæssigt hænger i høj grad sammen med helbredstilstanden, og der findes i denne forbindelse perspektiver, der påpeger sammenhængen mellem sundhed og følelsen af at kunne håndtere hverdagslivets udfordringer og situationer.

Aaron Antonovsky, medicinsk sociolog, påpegede, at sundhed drejer sig om at have en følelse af sammenhæng i sit liv (”sense of coherence”).

Jo større følelse af sammenhæng, man har i sit liv, desto sundere er man,
fordi det giver styrke til at takle de udfordringer, livet giver.

En stærk følelse af sammenhæng i livet giver en psykisk robusthed, der gør, at man bedre kan klare de svære situationer og kriser, livet kan byde, og omvendt (Antonovsky 2000, Thybo 2003).

Dårligt uddannede og kronisk syge mennesker, der har de laveste sociale ydelser som forsørgelsesgrundlag, har imidlertid meget svært ved at opleve, at der er mening og sammenhæng i deres liv, når de ikke har udsigt til at forbedre deres levestandard.

Antonowskys mestringsperspektiv kaster lys over, hvordan copingstrategierne påvirkes af helbredstilstanden og det mentale velvære, herunder sundhed og følelsen af sammenhæng i livet.

Flere af interviewpersonerne har helbredsproblemer, herunder psykiske problemer, og presset fra systemets side hjælper på ingen måder denne gruppe til proaktiv coping.

Tværtimod ser vi flere eksempler på, hvorledes systempres og økonomiske problemer har påvirket deres helbred i en negativ retning, hvilket hindrer personerne i at mestre deres situation og handle aktivt i forhold hertil.

Afmagt og helbredsproblemer resulterer i tilpasnings- og tilbagetrækningsstrategier, som trækker folk længere væk fra arbejdsmarkedet, hvilket er den modsatte effekt af, hvad hensigterne med de laveste ydelser var tiltænkt at have.

Endvidere kan der argumenteres for, at de laveste ydelser generelt rammer personer, der i forvejen er socialt udsatte, idet de fx har psykiske og sociale problemer, helbredsproblemer og/eller manglende erhvervskompetencer.

Der er således tale om komplekse årsager til, at familierne er udsatte, og de laveste ydelser og den dårlige økonomi forværrer situationen og forstærker marginaliseringsprocessen.

Læs hele rapporten HER
 
Eller HER -2011/11/livet-pa-laveste-sociale-ydelser-et-ar-efter

For yderlig læsning

Kontanthjælpsloft og starthjælp virker ikke, men ødelægger menneskers liv
 
Upassende omklamring i Svendborg