Glædelig jul og godt valgkamp-år!

231220141722 Året lakker mod enden, og den søde juletid har indfundet sig. Nu venter et valgår, hvor der er masser at kæmpe for. Skriver man i Enhedslistens pressemeddelelse

-og fortsætter
I november indgik vi en finanslov, der viste, at det er muligt at trække regeringen i en mere solidarisk retning. Vi står dog stadig med et åbenlyst dagpengeproblem. Og kampen for retfærdige dagpenge er ikke blevet mindre vigtig her op til jul.

Dagpengedebatten har nået nyt lavpunkt
Med DR’s program Den dag de fremmede forsvandt, nåede debatten om arbejde og dagpenge et nyt lavpunkt. Politikere både til højre og venstre krævede hårdere rådighedsregler, til trods for at vi har nogle af de hårdeste regler i EU. Men det er, som om selve pointen med vores dagpengesystem er gået tabt, og debatten har udviklet sig til en hetz mod dem af os, der er ramt af arbejdsløshed.

Dagpengesystemet handler ikke kun om, at vi skal have noget at leve af, når vi er ledige. Det er også et kollektivt værn mod lønpres og dårlige arbejdsvilkår. Selvfølgelig skal man stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Men det er afgørende, at man kan sige nej til arbejde på elendige løn- og arbejdsvilkår. Det er et helt grundlæggende princip, som vi vil stå fast på i den kommende valgkamp.

Træk asylstramningerne tilbage
Mens Danmark er fyldt med julelys og guirlander, er mere end 50 millioner mennesker på flugt – over halvdelen er børn. Regeringens svar på den ulykkelige situation er at stramme asylreglerne. Blandt andet ved at fratage børn af flygtninge noget så grundlæggende som retten til at være sammen med deres forældre.

Lige før jul lykkedes det at få udsat regeringens hastelovgivning. Den fratager syriske krigsflygtninge retten til familiesammenføring det første år i Danmark. Og den gør det lettere at sende dem tilbage, selvom krigen i deres hjemland ikke er slut. Selv Venstre kom i tvivl om, hvorvidt de meget stramme familiesammenføringsregler lever op til internationale konventioner.

Vi får brug for din valggejst!
Desværre er der udsigt til, at et flertal stemmer de urimelige stramninger igennem i det nye år. Det betyder, at ægtefæller og børn til flygtninge i Danmark skal forsøge at overleve et helt år i det krigshærgede Syrien eller et af de fattige nabolande. Selv De Radikales leder, Morten Østergaard, erkender nu, at flygtningene ikke kan sendes hjem foreløbig. Derfor giver stramningerne ingen mening. Hvem får dog noget ud af det? Vores opfordring til regeringen er klar: Træk stramningerne tilbage.

Der er i høj grad brug for vores solidaritet og kampgejst i det nye år. Lad os bruge julen til at samle kræfter. Så vi er klar til at gøre en forskel. Og så vi kan lave et brag af en socialistisk valgkamp.

Glædelig jul og rigtig godt valgkamp-år!

Med venlig hilsen,
Johanne Schmidt-Nielsen, politisk ordfører

For yderlig læsning.
hjemmesiden //enhedslisten.dk