Ny planlov sikrer bæredygtige butiksmiljøer og beskytter de uspolerede kystområder

RADIKALE VENSTRE
Pressemeddelelse
(Modtaget pr E-Mail den 04-04-2013. kl. 17:33)
Ny planlov sikrer bæredygtige butiksmiljøer og beskytter de uspolerede kystområder
Radikale Venstre  04-apr-2013 pressemeddelelse

På trods af stor modstand fra Venstre og Dansk Folkeparti har regeringen netop vedtaget den ny planlov sammen med Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti.

“Den nye planlov er en stor sejr for levende bymidter og forbrugernes adgang til varierede indkøbsmuligheder, for udvikling i landdistrikterne og den helhedsorienterede planlægning i kommunerne”, siger miljøordfører Lone Loklindt

Den nye lov bekæmper øde butiksstrøg i bymidterne.
Planlovsændringen ophæver en række særregler for 29 kommuner, som har haft ekstra mulighed for at give tilladelse til byggeri inden for kystnærhedszonen med miljøministerens tilladelse.

“Jeg er glad for, at vi kan være med til at sikre et rigt handelsliv i byerne fremover. Det er afgørende for de handlende og for kulturlivet i byerne. Derudover er det vigtigt at holde sig for øje, at den ny planlov er positiv for beskæftigelsen i de mellemstore byer.”

HK Handel vurderer, at for hver to der bliver ansat i et hypermarked, vil der på sigt være tre færre ansatte i detailhandelen.

“Romantik er godt, men når det gælder detailhandelen, skal man hellere holde sig til fakta. I Radikale Venstre er vi ikke i tvivl om, at byliv og nærhed til indkøb, cafeer og andre mødesteder giver værdi, både for mindre mobile borgere, men også for alle andre. Det understøtter vi med planloven. Og tænker man bæredygtighed og grøn livsstil, så betyder det også noget, at man kan cykle eller gå til indkøb og at børn og unge har muligheder i nærmiljøet”, siger Lone Loklindt.

Bedre mobildækning
Som en del af planloven, bliver det nemmere at opsætte mobilantenner i det man kalder landzonen.
Det kommer til at betyde færre huller i mobildækningen:

“God mobildækning er en væsentlig faktor for erhvervsudvikling i landdistrikterne. Med den nye planlov bliver det lettere at opsætte mobilantenner på siloer, skorstene og eksisterende master, endda uden at skulle søge tilladelse hos kommunen”, understreger Lone Loklindt.

Med denne planlovsændring bliver alle kommuner igen ligestillet og den helhedsorienterede planlægning bliver igen hovedreglen både i kystnærhedszonen og det åbne land.

“For mange er planloven nok noget af det mest kedelige man kan forestille sig, men debatten viser med al tydelighed, at det handler om værdier og holdninger til hvordan vi indretter rammerne for vores hverdag. Som radikal ordfører er jeg glad for at hensynet til miljø og bæredygtighed, selvstændige erhvervsdrivende og levende byer har vundet i dag”, siger Lone Loklindt.

For yderlig læsning.

Du kan se deres Hjemmesiden //radikale.dk